
Morten Heiberg: Yoghurtis med banan og mørk chokolade
16. oktober 2013Det er meget vigtigt, bananerne til denne is er modne. Dvs. smukt gule udenpå med små brune pletter uden at være støtte. Og det er lige så vigtigt, du vælger en god chokolade. Kombinationen af banan og chokolade er fantastisk i en is ... her serverer jeg med små banan-tuiles af rå, sukrede bananer, der bages sprøde i ovnen.
Yoghurtis med banan og mørk chokolade (5 personer/ca. 740 g færdig ismasse)
INGREDIENSER
350 g modne bananer (skrællet vægt)
20 g honning eller glukosesirup
½ stang god vanilje
300 g sødmælksyoghurt naturel
saft af 1 citron
50 g mørk chokolade, min. 60 % kakao, finthakket
BANAN-TUILES
1 moden banan (ikke overmoden)
75 g flormelis
Opskrift - sådan laver du yoghurtis med banan og mørk chokolade
1. Brug en foodprocessor, eller kom bananerne i en skål, hvis du bruger en stavblender. Tilsæt honning/glukosesirup, og kør en omgang med maskinen.
2. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Kom dem i bananpureen sammen med yoghurten, og kør atter en omgang, indtil blandingen er fin og ensartet. Smag til med citronsaft, til den rette syre-sødme-balance er der. Kom til sidst den hakkede chokolade i. Hæld cremen i en tætsluttende beholder, og stil den i køleskabet, indtil den er helt kold.
3. Kør cremen til is i en ismaskine – indfrysningstiden varierer fra maskine til maskine, så kig til ismassen en gang imellem, og stop, når den har fået en fast og cremet konsistens a la softice.
4. Kom ismassen i en tætsluttende beholder, og opbevar den i fryseren, til du skal servere den.
5. Hvis isen har stået længe i fryseren og er blevet meget fast, så lad isen temperere ca. 30 minutter i køleskabet før servering.
6. Anret yoghurt-isen i det ønskede antal portioner, og servér straks.
BANAN-TUILES
Forvarm ovnen til 140° ved varmluft. Skær bananen med skræl i tynde skiver med en skarp kniv. Læg bananskiverne på en bageplade beklædt med bagepapir. Fjern skrællen.
Sigt et tyndt lag flormelis på bananskiverne, og sæt dem i den forvarmede ovn i ca. 15 minutter, eller indtil de er gyldenbrune. Tag bananerne ud af ovnen, og lad dem afkøle helt inden brug.
PRØV OGSÅ: