Kokosis med mandelblondekager til 4 personer
Tid: 20 minutter. Frysetid: 5 timer
DET SKAL DU BRUGE TIL KOKOSIS 2 dåser ekstra cremet kokosmælk a 400 g 4 spsk. flydende honning 4 spsk. friskrevet kokos
BLONDEKAGER 100 g mandler 75 g smør 75 g flormelis 2 spsk. piskefløde 1 spsk. hvedemel
PYNT kokosflager
PRØV OGSÅ: Et godt alternativ til kokosis kan være en frisk koldskål-is med bær og knas. Få opskriften her Opskrift - sådan laver du kokosis med mandelblondekager
1. KOKOSIS: Pisk kokosmælk sammen med honning til en tyk creme. Rør friskrevet kokos i, hæld cremen i en ismaskine, og kør, til konsistensen er som is. Frys isen, til den er fast. Det tager mindst 5 timer. Optø isen i 15-20 minutter, inden den skal serveres. 2. BLONDEKAGER: Hak mandlerne helt fint, og hæld dem i en gryde sammen med smør, flormelis, fløde og mel. Bring massen i kog ved jævn varme under omrøring. Lad massen køle af. 3. Tænd ovnen på 200°. Beklæd 2 bageplader med bagepapir, og tegn 4 cirkler på ca. 10 cm i diameter på hvert stykke. Smør 1 spsk. dej ud i hver cirkel. Bag kagerne i ovnen i 6-7 minutter. Tag dem ud, og afkøl dem på bagepladerne i 2-3 minutter. Læg de stadig bløde kager over en kagerulle, så kagerne bliver bueformede. 4. SERVERING: Anret kugler af kokosis i serveringsglas. Drys med kokosflager, og servér med blondekagerne til.
TIP: Ingen ismaskine? Hæld kokoscremen i en fryseegnet beholder, og stil den i fryseren. Pisk i cremen 1 gang i timen i 3 timer, inden du fryser den ind i mindst 5 timer.
PRØV OGSÅ: Hurtig hindbæris med vafler af kokos