Hovedretter

Tomatquiche med gedeost og grøn salat med rugbrødscroutoner

Denne uges hverdagsopskrifter er klassisk café-mad du selv kan lave. Her får du opskriften på Tomatquiche med gedeost og grøn salat med rugbrødscroutoner

Tomatquiche med gedeost og grøn salat med rugbrødscroutoner til 4 personer

På de frankofile caféer er du måske stødt på quiche – den franske udgave af tærten.

INGREDIENSER

TÆRTEDEJ
100 g smør
200 g hvedemel
1 æg
1 tsk. salt
1 tærteform, ca. 24 cm i diameter
 
FYLD
6 æg
3 spsk. piskefløde
1 spsk. tørret oregano
salt og friskkværnet peber
100 g ovnbagte tomater i olie (f.eks. fra Urtekram)
100 g gedeost i rulle
 
GRØN SALAT MED RUGBRØDSCROUTONER
1 salathoved
3 skiver rugbrød
2 spsk. olivenolie
1 spsk. salt
1 skalotteløg
 
DRESSING
1 spsk. dijonsennep
2 spsk. balsamicoeddike
1 tsk. honning
6 spsk. olivenolie
salt og friskkværnet peber
 

Opskrift - sådan laver du tomatquiche med gedeost og grøn salat med rugbrødscroutoner 

 
1. Tærtedej: Blend smør og mel sammen i en foodprocessor. Tilsæt æg og salt, og blend, til dejen samler sig. Form dejen til en kugle; pak den i husholdningsfilm, og læg den på køl i 30 minutter.
Rul dejen ud på et meldrysset bord, og læg den i en smurt tærteform. Prik bunden med en gaffel. Dæk kanterne til med alufolie. Forbag tærtebunden i en 200° varm ovn i 10 minutter.
 
2. Fyld: Pisk æg sammen med fløde og oregano. Krydr med salt og peber. Hæld æggemassen over tærtebunden. Tag tomaterne op af olien, og hak dem groft. Drys dem ud over tærten. Top med hakket gedeost. Bag tærten i 25 minutter, til den er fast, gylden og sprød.
 
3. Grøn salat: Skyl og slyng salaten. Skær rugbrød i tern, og vend dem med olie og salt. Læg croutonerne på en bageplade med bagepapir. Bag dem sprøde i ovnen ved 200° i ca. 10 minutter. Pil skalotteløget, og skær det i tynde ringe. Pynt salaten med rugbrødscroutoner og løgringe.
 
4. Dressing: Rør sennep sammen med balsamico og honning. Tilsæt olien, lidt ad gangen, under omrøring, til dressingen får en ensartet konsistens. Smag til med salt og peber. Hæld dressingen over salaten lige før servering.
 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Cæsarsalat med grønne bønner og rugbrødschips - Få opskriften her

Ærtesuppe med ostebrød - Få opskriften her

Chili con carne med selleri og gulerødder - Få opskriften her

Burger med kalv, avocado og syltede rødløg - Få opskriften her