Mandag, 1. september 2014 - 7:45 - af Mai Knauer, Foto: Columbus Leth
Tagliatelle med hjertemuslinger og friske tomater til 4 personer
Har du smagt hjertemuslinger? De er meget nemme at tilberede og er en virkelig lækker delikatesse.
INGREDIENSER
400 g tagliatelle (båndpasta)
1 skalotteløg
2 fed hvidløg
4 spsk. olie til stegning
2 dl hvidvin
1 kg rensede hjertemuslinger
½ kg små tomater
salt og friskkværnet peber
TIL SERVERING
1 bundt frisk basilikum
groft brød
Opskrift - sådan laver du tagliatelle med hjertemuslinger og friske tomater
1. Kog pastaen efter anvisningen på pakken, gerne med 1 spsk. olie i kogevandet. Hæld vandet fra, og hold pastaen varm.
2. Pil og hak skalotteløg og hvidløg fint, og svits dem i olivenolie i en gryde, til de er let gyldne. Tilsæt hvidvin, og lad det koge op. Tilsæt hjerte-muslingerne, og kog dem under låg i 5 minutter. Tag låget af, og kassér de muslinger, som ikke har åbnet sig. Skyl tomaterne, skær dem i kvarter, og vend dem med muslingerne i gryden. Krydr med salt og peber.
3- Servering: Servér pastaen i dybe skåle sammen med hjertemuslingerne, og top med frisk basilikum. Servér med groft brød til.
TIP: Hvis du ikke kan få fat på hjertemuslinger, kan du sagtens bruge blåmuslinger i stedet.