Hovedretter

Svenske köttbullar med mos

Smagfulde kødboller i flødesauce med grov kartoffelmos og helt autentisk tyttebærsyltetøj. Det er jättebra! Her får du opskriften på en af Timm Vladimirs skærgårdsfavoritter - svenske köttbullar med mos

Forberedelsestid: 40 min
Tilberedelsestid: 20 min
Tid i alt: 1 t
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

400 g hakket svine- og kalvekød
1 tsk. salt
1 dl rasp
2 dl mælk
2 løg
1 æg
friskkværnet peber
50 g smør til stegning

FLØDESAUCE

1 spsk. hvedemel
2½ dl piskefløde
2 dl kalvebouillon eller kyllingebouillon
salt og peber

KARTOFFELMOS

800 g kartofler
200 g friskbælgede ærter
2 dl kærnemælk
100 g smør
2 spsk. finthakket frisk dild
2 spsk. finthakket purløg
salt og peber

TIL SERVERING

8 spsk. tyttebærsyltetøj
finthakket purløg

Opskrift - sådan laver du svenske köttbullar med mos

 

1. Rør kødet sejt med salt. Rør mælk og rasp sammen i en anden skål. Pil løgene, hak dem fint, og rør dem i raspblandingen sammen med æg og friskkværnet peber. Rør raspblandingen i kødet, lidt ad gangen. Lad farsen trække i 20 minutter. Tril farsen til kødboller, og steg dem i rigeligt smør ved middel varme i 10-12 minutter. Tril dem rundt på panden under stegningen, så de bliver ens stegt og forbliver runde. Tag kødbollerne af panden.

2. FLØDESAUCE: Drys melet på den pande, du lige har stegt kødbollerne på. Lad melet brune let, og hæld så fløde og bouillon ved, mens du rører med et piskeris. Lad saucen simre i 10 minutter, og smag til med salt og peber.
 
3. KARTOFFELMOS: Skræl kartoflerne, og skær dem i grove tern. Kog dem helt møre i usaltet vand, ca. 20 minutter. Lad ærterne koge med de sidste 5 minutter af kartoflernes kogetid. Hæld vandet fra, og mos kartofler og ærter groft sammen. Tilsæt kærnemælk, smør og finthakkede krydderurter, og smag til med salt og peber. Servér kartoffelmosen med kødboller, flødesauce, tyttebærsyltetøj og et drys purløg.
 
TIP: Kartoffelmosen bliver lidt syrlig, fordi den røres med kærnemælk. Du kan sagtens bruge sødmælk eller plantemælk i stedet.