Steaksalat med kartofler, brødcroutoner og estragoncreme
Hovedretter

Steaksalat med kartofler, brødcroutoner og estragoncreme

Estragon er en lidt overset krydderurt i køkkenet, men den får din dressing til at smage af bearnaisesauce! Her får du opskriften på steaksalat med kartofler, brødcroutoner og estragoncreme

Forberedelsestid: 35 min
Tilberedelsestid: 15 min
Tid i alt: 50 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

750 g nye kartofler
4 oksebøffer
salt og peber
olie til stegning
250 g grønne asparges
4 rødløg
100 g blandet salat

BRØDCROUTONER

4 skiver brød, gerne surdejsbrød
2 spsk. olivenolie
1 tsk. salt

ESTRAGONCREME

2½ dl cremefraiche 18 %
1 tsk. dijonsennep
1 spsk. ravigottesauce
2 tsk. tørret estragon
salt og peber

Opskrift - sådan laver du steaksalat med kartofler, brødcroutoner og estragoncreme 

 
1. Skrub kartoflerne, og kog dem i en gryde med letsaltet vand i 5-7 minutter. Sluk for varmen, og lad kartoflerne trække i kogevandet i 5-7 minutter, til de er møre. Hæld vandet fra, afkøl kartoflerne, og skær dem i halve.
 
2. Brødcroutoner: Tænd ovnen på 180°. Skær brødet i tern, og vend dem med olie. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og krydr med salt. Steg dem gyldne og sprøde i ovnen i ca. 15 minutter.
 
3. Estragoncreme: Rør cremefraiche sammen med sennep, ravigottesauce og estragon i en skål. Smag cremen til med salt og peber. 
 
4. Krydr bøfferne med salt og peber, og steg dem i olie på en (grill)pande i ca. 3 minutter på hver side, til de er rosa indeni. Lad bøfferne hvile. Skyl asparges, knæk den nederste, træede ende af, og skær aspargesene i halve. Pil rødløgene, og skær dem i både. Steg asparges og rødløg i olie på en (grill)pande i 4-5 minutter, til de er netop møre. Krydr dem med salt. Skyl og tør salaten, og vend den sammen med kartofler, asparges og rødløg. Skær bøfferne i skiver.
 
5. Servering: Anret salatblandingen på 4 tallerkener, og top med bøfskiver og de sprøde brødcroutoner. Dryp estragoncreme over anretningerne, og servér resten af cremen i en skål ved siden af.
 
TIP: Ravigotte er en sød fransk sennepssauce, som kan købes på flaske i velassorterede supermarkeder.