Spaghetti vongole
Hovedretter

Spaghetti vongole

Ultra nemt og ultra lækkert. Drøm dig til italienske kyster, når pastaretten med hjertemuslinger står på bordet. Her får du opskriften på spaghetti vongole

Tid i alt: 25 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

300 g spaghetti
500 g hjertemuslinger
2 skalotteløg
2 fed hvidløg
3 spsk. olivenolie til stegning
150 g cherrytomater
1½ dl hvidvin
friskkværnet peber
3 spsk. finthakket bredbladet persille
salt

Opskrift - sådan laver du spaghetti vongole

 
Kog spaghettien al dente efter anvisningen på pakken. Skyl hjertemuslingerne grundigt, og frasortér alle beskadigede. Pil og hak løg og hvidløg, og steg det i olie i en gryde. Skyl tomaterne, og skær dem i kvarter. Hæld hvidvin og tomater i gryden, og lad det koge op under låg. Hæld muslingerne i gryden, og lad dem dampe under låg i 2-3 minutter, til de åbner sig. Vend den friskkogte spaghetti i, og krydr med peber, persille og evt. lidt salt (smag på det først, for muslingerne kan være salte). Servér med det samme.