Hovedretter

Ricottatærter med lime og friske tomater

Denne uges hverdagsopskrifter byder på nemme retter der ikke kræver lang tid i køkkenet. Her får du opskriften på ricottatærter med lime og friske tomater

Ricottatærter med lime og friske tomater til 4 personer

Tærterne kan serveres som hovedmåltid med en god salat og brød til, eller du kan bruge dem som tilbehør til kød, fisk og fjerkræ.
 
INGREDIENSER
1 pakke fillodej
½ dl olivenolie
1 ovnfast fad, 20 x 30 cm
lidt smør eller olie til fadet
bagepapir
 
RICOTTAFYLD
80 g parmesan
skal af 1 usprøjtet limefrugt
1 bundt persille
500 g ricotta
2 æg
salt og friskkværnet peber
 
TOPPING
250 g cherrytomater
1 bundt brøndkarse
 

Opskrift - sådan laver du ricottatærter med lime og friske tomater

 
1. Ricottafyld: Riv parmesan og limeskal fint. Skyl og hak persillen. Rør parmesan, limeskal, persille, ricotta og æg godt sammen i en skål, og krydr med salt og peber.
 
2. Tænd ovnen på 200°. Smør et ovnfast fad med lidt smør eller olie. Læg et ark fillodej på et stykke bagepapir, og pensl dejen med olivenolie. Læg et nyt ark fillodej ovenpå, og pensl med olivenolie. Fortsæt, til der ikke er flere ark filodej tilbage i pakken. Skær bunken af filodej i 4 lige store firkantede stykker, og læg dem ved siden af hinanden i det ovnfaste fad. De 4 bunker filodej udgør nu hver sin tærtebund. Buk kanten op på hver tærtebund, og lad bundene være så tæt på hinanden i fadet, at de holder hinandens kanter oppe. Fordel ricottafyldet i de 4 tærtebunde. Dryp med olivenolie, og bag tærterne i ovnen i ca. 20 minutter.
 
3. Topping: Skyl tomaterne, og halvér dem, eller skær dem i kvarter. Servér tærterne toppet med tomater og brøndkarse.