Hovedretter

Ovnbagt capresesalat med agurk og svinemørbrad

Den smager vidunderligt i kold udgave, men er absolut heller ikke tosset efter en tur i ovnen. Her får du opskriften på ovnbagt capresesalat med agurk og svinemørbrad.

Forberedelsestid: 20 min
Tilberedelsestid: 10 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

2 svinemørbrader, ca. 800 g i alt
Salt og peber
Olie til stegning
500 g små tomater
125 g mini-mozzarellakugler
150 g sorte oliven

Basilikumpesto:

1 potte basilikum
1 potte persille
40 g pinjekerner
25 g friskrevet parmesan
1 dl olivenolie
Salt og peber
½ citron

Agurkespaghetti:

1 agurk
 

Opskrift - sådan laver du ovnbagt capresesalat med agurk og svinemørbrad

 
Afpuds mørbraderne, skær dem i 2 cm tykke skiver, og krydr med salt og peber. Brun dem i olie på en pande i 2-3 minutter på hver side. Tænd ovnen på 200°. Fordel de stegte mørbradskiver i et ovnfad. Skyl og halvér tomaterne, og fordel dem oven på kødet sammen med mozzarella og grofthakkede oliven. Sæt fadet i ovnen i 10 minutter. 
 
 
Basilikumpesto: Tag lidt basilikum fra til pynt, og læg resten i en foodprocessor sammen med skyllet persille, pinjekerner, parmesan og olie. Blend det til en tyk pesto, og smag til med salt, peber og citron.
 
Agurkespaghetti: Skyl agurken, og skær den i tynde spaghettistrimler. Top ovnretten med agurkespaghetti, basilikumpesto og plukkede basilikumblade.
 
ALLE UGENS OPSKRIFTER
 
Læs mere om: