Hovedretter

Lynstegt kylling med grøntsager og mangosalat

Madplan for uge 20: Ugens tirsdagsopskrift er lynstegt kylling med grøntsager og mangosalat. Få opskriften her

Lynstegt kylling med grøntsager og mangosalat til 4 personer

Frygt ikke fiskesaucen, den har lugten imod sig. Sammen med sesamolie og sojasauce giver fiskesaucen retten den helt rigtige orientalske smag. 
 
Tid: 35 minutter. 
 
DET SKAL DU BRUGE
400 g kyllingefilet
75 g edamamebønner uden bælg (fra frost)
1 gul peberfrugt
100 g sugarsnaps
2½ dl grøntsagsbouillon
125 g grove nudler
 
MARINADE
1 dl sojasauce
½ dl sesamolie
2 citrongræs
2 fed hvidløg
3 cm frisk ingefær
½ frisk rød chili
1 spsk. fiskesauce
 
MANGOSALAT
2 modne mangoer
50 g rødbedespirer
 
TIL SERVERING
4 stilke koriander
½ frisk rød chili
 

Opskrift - sådan laver du lynstegt kylling med grøntsager og mangosalat

 
1. Marinade: Bland sojasauce sammen med olie. Skær enderne af citrongræsset, fjern det yderste lag, og hak resten helt fint. Pil og riv hvidløg. Skræl og riv ingefær fint. Rens og hak chilien. Rør det hele sammen med fiskesauce.
 
2. Skær kyllingekødet i mindre stykker, og lad dem trække i marinaden, til de skal steges. Hæld kogende vand over edamamebønnerne i en skål. Lad dem trække i 2-3 minutter, og hæld vandet fra. Skyl peberfrugt og sugarsnaps, og skær dem i strimler. Steg kødet med marinaden ved høj varme i en wok. Tilsæt grøntsager og bønner, og vend det godt rundt. Tilsæt bouillon. Kog nudlerne som anvist på pakken, og afdryp. Vend dem i retten.
 
3. Mangosalat: Skær mangoen i 2 dele uden om stenen. Skær kødet i tern i skræl. Vend dem med rødbedespirer.
 
4. Servering: Drys wokretten med koriander og chili skåret i skiver. Servér med mangosalat til.