Hovedretter

Løgsuppe med ostebrød

Ugens fredagsopskrift er løgsuppe med ostebrød. Få opskriften her





Klassisk løgsuppe er lavet på en mørkfond, gerne oksebouillon. Denne version er lidt lettere og kan sagtens laves på grøntsagsbouillon, hvis du ikke har adgang til en god hønsefond.

Løgsuppe til 2:

600 g løg
30 g smør
2 fed hvidløg
1½ dl hvidvin
9 dl lys hønsefond eller grøntsagsbouillon
salt og peber
6 skiver flute
1 dl revet parmesan

Tilbehør

Groft brød til de ekstra sultne
Persille

Sådan gør du:

Skær løgene i skiver, og klar dem i smørret i en stor gryde eller på en pande evt. ad 2 gange. Skær hvidløget i tynde skiver, og kom det ned til løgene. Hæld hvidvin på, og lad det komme op at koge.
Tilsæt hønsefond eller grøntsagsbouillon, og lad det simre i 20-25 minutter under låg. Rist imens skiver af flute i ovnen ved 180°, til de er sprøde. Kom revet parmesan på, og sæt dem under grillen i ovnen, til osten er smeltet og gylden.
Servér din løgsuppe i varme skåle med ostebrødene i. Pynt med lidt hakket persille, og servér evt. godt brød til.