Torsdag, 31. august 2017 - 7:13 - af Emma Martiny, Foto: Nina Malling,skovdalnordic.com
Linsesalat med kylling, aubergine og friske figner
Tid: 30 minutter. Ovntid: 20 minutter
Antal personer: 4
DET SKAL DU BRUGE
2 auberginer
2 spsk. olivenolie
salt og friskkværnet peber
2 rødløg
4 kyllingebrystfileter
40 g pinjekerner
1 håndfuld basilikum
4 friske figner
2 kugler frisk mozzarella
evt. 2 spsk. balsamicoglaze
groft brød
KRYDREDE LINSER
4 dl belugalinser
1 fed hvidløg
1 spsk. ahornsirup
1 spsk. balsamicoeddike
1 spsk. olivenolie
salt og friskkværnet peber
Opskrift - sådan laver du linsesalat med kylling, aubergine og friske figner
1. KRYDREDE LINSER: Kog linserne efter anvisningen på pakken. Vend linserne rundt i gryden, til alt vandet er fordampet. Tag gryden af varmen, og vend presset hvidløg, ahornsirup, balsamico og olie. Smag til med salt og peber.
2. Tænd ovnen på 200°. Skær auberginerne i tynde skiver på langs. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir, pensl let med olivenolie, og drys med salt og peber. Skær rødløget i både, og læg dem i et ovnfast fad. Dryp olivenolie over, og vend rundt. Læg kyllingebrystfileterne i fadet, og dryp en smule olie over dem. Krydr godt med salt og peber. Sæt fadet med kylling og løg samt pladen med auberginer i ovnen i ca. 20 minutter, til kødet er gennemstegt og aubergineskiverne gyldne.
3. SERVERING: Riv kyllingekødet i mindre stykker med to gafler. Vend auberginer, kylling og løg med linserne, og fordel salaten på et stort fad. Rist pinjekernerne på en tør pande. Hak basilikumbladene groft. Skyl fignerne, og skær dem i både. Riv mozzarellaen i mindre stykker, og fordel den over salaten. Pynt med pinjekerner, basilikumblade og figner, og hæld balsamicoglaze over salaten i en tynd stråle. Servér straks, mens salaten stadig er lun, med groft brød til.