Hovedretter

Kyllingespyd med halloumi og knuste puy-linser

Forestil dig en krydsning af silkeblød hummus og lun, mættende dahl. Det er, hvad du får med opskriften på de cremede knuste Puy-linser. Her får du opskriften på kyllingespyd med halloumi og knuste puy-linser

Kyllingespyd med halloumi og knuste puy-linser 

Tid: 30 minutter. Ovntid: 15 minuter 
Antal personer: 4 
 
DET SKAL DU BRUGE
400 g kyllingebrystfilet
250 g halloumi (f.eks. fra Taverna)
grillspyd
 
 
MARINADE
saft og skal af 1 citron
3 spsk. olivenolie
1 spsk. honning
1 håndfuld mynte
salt og friskkværnet peber
 
KNUSTE PUY-LINSER
4 dl Puy-linser (delikatesselinser, f.eks. fra Urtekram)
½ l grøntsagsbouillon
1 løg
2 fed hvidløg
1 spsk. olivenolie
1 spsk. stødt spidskommen
5-6 blommetomater
1 bundt frisk koriander
1 dl vand
1 dl lys tahin (sesampasta)
saft af 1 citron
salt og friskkværnet peber
kerner af ½ granatæble
 
TIL SERVERING
fladbrød eller naanbrød
 
 

Opskrift - sådan laver du kyllingespyd med halloumi og knuste puy-linser 

 
1. MARINADE: Bland citronsaft og citronskal, olivenolie, honning, finthakket mynte, salt og peber i en skål.
 
2. Skær kyllingekødet og halloumien i tern, og vend dem i marinaden. Lad det stå og marinere, mens du tilbereder linserne.
 
3. KNUSTE PUY-LINSER: Kog linserne i grøntsagsbouillon i ca. 20 minutter, indtil de er helt møre. Pil og hak løgene, og pres hvidløgene. Steg løg, hvidløg og spidskommen i olie i en gryde, indtil løgene begynder at tage farve. Skær blommetomaterne i tern, og gem en håndfuld til pynt. Pluk korianderbladene fra stilkene. Hak stilkene groft, og gem korianderbladene til pynt. Kom de kogte linser, tomattern og korianderstilke i gryden, og lad dem stege med et par minutter. Tilsæt dernæst vand, tahin 
og citronsaft, og brug en grydeske til at mose linserne let. Smag til med salt og peber, og lad gryden stå og simre, indtil resten af måltidet er klar. Pynt med granatæblekerner, tomattern, korianderblade og en smule tahin inden servering.
 
4. Tænd ovnen på 200°. Sæt skiftevis kyllinge- og halloumi-tern på spyd, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag spyddene i ca. 15 minutter, indtil de er gyldne, og kødet er gennemstegt. Servér med knuste linser og lunt brød.