Hovedretter

Kyllingesalat med avocado, ærter og citrus-urte-yoghurt

Begynd ugen med en saftig grøn salat – både kylling, avocado og den krydrede yoghurtcreme giver en rigtig god mæthed. Her får du opskriften på kyllingesalat med avocado, ærter og citrus-urte-yoghurt

Kyllingesalat med avocado, ærter og citrus-urte-yoghurt til 4 personer

Tid: 20 minutter. Ovntid: 25 minutter
 
DET SKAL DU BRUGE
4 kyllingebrystfileter
2 spsk. olivenolie
salt og friskkværnet peber
2 modne avocadoer
1 fennikel
1 bundt forårsløg
2 hjertesalater
200 g frisk babyspinat
300 g friskbælgede ærter
frisk basilikum
ærteskud
 
CITRUS-URTE-YOGHURT
½ bundt mynte
½ bundt basilikum
skal af 1 usprøjtet citron
½ dl olivenolie
2 dl græsk yoghurt 2 %
 
 

Opskrift - sådan laver du kyllingesalat med avocado, ærter og citrus-urte-yoghurt 

 
1. Tænd ovnen på 200°. Læg kyllingefileterne i et ovnfast fad. Dryp med olie, krydr med salt og peber, og steg kødet i ovnen i ca. 25 minutter. Lad de stegte kyllingefileter afkøle lidt, og skær dem i skiver.
 
2. Halvér avocadoerne, fjern stenen, og løft avocadokødet ud med en ske. Skær det i tynde skiver. Rens fennikel og forårsløg. Snit fenniklen helt fint med en køkkenkniv eller på et mandolinjern. Hak forårsløg. Skyl og tør hjertesalater og babyspinat. Fordel salater, spinat, fennikel, forårsløg, avocado og ærter i 4 skåle eller tallerkener. Anret kyllingeskiverne ovenpå, og pynt med basilikum og ærteskud.
 
3. CITRUS-URTE-YOGHURT: Læg mynte- og basilikumblade i en minihakker. Skyl og riv citronskallen. Blend krydderurter og citronskal sammen, til det er finthakket. Tilsæt olie, og blend igen. Vend urteolien sammen med yoghurt. Top kyllingesalaterne med citrus-urte-dressingen.