Hovedretter

Kyllingebryst med persillesauce og lynstegte rodfrugter

Spar ikke på persillen! Saucen får en fantastisk grøn farve, når du bruger et helt bundt. Her får du opskriften på kyllingebryst med persillesauce og lynstegte rodfrugter

Kyllingebryst med persillesauce og lynstegte rodfrugter 

Tid: 25 minutter. Kogetid: 10 minutter
Antal personer: 4
 
DET SKAL DU BRUGE
4 kyllingebrystfileter a ca. 180 g, gerne med skind
1 spsk. smør til stegning
salt og friskkværnet peber
3 dl bouillon
 
 
LYNSTEGTE RODFRUGTER
3 gulerødder
2 persillerødder
¼ knoldselleri
2 spsk. olivenolie til stegning
salt og friskkværnet peber
 
TILBEHØR
1 kg kartofler
 
PERSILLESAUCE
1 stort bundt persille
stegeskyen fra kyllingen
1 dl mælk
2 tsk. majsstivelse,
f.eks. Maizena
½ dl vand
salt og friskkværnet peber
 
 

Opskrift - sådan laver du kyllingebryst med persillesauce og lynstegte rodfrugter 

 
1. Brun kyllingefileterne på begge sider i smør i en gryde. Krydr med salt og peber, og hæld bouillon ved. Lad kyllingefileterne simre under låg ved lav varme i ca. 10 minutter.
 
2. LYNSTEGTE RODFRUGTER: Skræl gulerødder, persillerødder og knoldselleri, og skær dem i tynde stave. Steg rodfrugterne i olie i en wok, til de er lysebrune og har lidt bid. Krydr med salt og peber.
 
3. TILBEHØR: Skræl kartoflerne, og kog dem møre i letsaltet vand.
 
4. PERSILLESAUCE: Skyl og pluk persillen, og hak den groft. Hæld stegeskyen fra kyllingen i en blender. Tilsæt persille og mælk, og blend, til saucen er ensartet. Kog saucen op i en kasserolle. Rør majsstivelse og vand sammen, og rør jævningen i saucen. Smag til med salt og peber.