kalvemørbrad
Hovedretter

Kalvemørbrad a la Saltimbocca

Kalvemørbrad er fantastisk både til hverdag eller, hvis du står og skal have gæster. Her serveret i den italienske udgave - saltimbocca. Velbekommen

Kalvemørbrad a la Saltimbocca til 4 personer

Vinaigretten får en dejlig salt parmaskinkesmag, når du blander saften fra det stegte kød sammen med olien og eddiken.

Tid: 30 minutter. Ovntid: 20 minutter.

DET SKAL DU BRUGE
800 g kalvemørbrad, 
afpudset
lidt olie til stegning
salt og friskkværnet peber 
6 tynde skiver parmaskinke
6 blade frisk salvie
kødsnor
 
VINAIGRETTE
6 spsk. olivenolie 
2 spsk. sherryvineddike 
½ skalotteløg
salt og friskkværnet peber
honning
 
TIL SERVERING
2 store håndfulde rucola
evt. friskhøvlet parmesan
godt brød
 

Opskrift - Sådan laver du kalvemørbrad a la Saltimbocca

 
1. Forvarm ovnen til 160°. Brun kalvemørbraden godt af i lidt olie på en pande. Læg mørbraden i et ovnfast fad, krydr godt med salt og peber, og steg den i ovnen i 15-20 minutter, eller til centrumtemperaturen er ca. 52° (brug et stegetermometer). Læg parmaskinke på køkkenbordet, taglagt lidt ind over hinanden, og læg 1 salvieblad på hver skive. Rul den ovnstegte mørbrad ind i skinken, og bind stegesnor omkring. Brun parmaskinken af på panden, til den er blevet let sprød og har taget lidt farve. Lad mørbraden hvile i 5 minutter på et fad. Gem endelig kødsaften fra fadet!
 
2. Vinaigrette: Bland olie og eddike, tilsæt finthakket skalotteløg, og smag til med salt, peber og lidt honning. Hæld saften, der er sivet ud af kødet, op i vinaigretten.
 
3. Servering: Fjern stegesnoren, og skær mørbraden ud i 4 lige store stykker. Stil kødet på højkant på et serveringsfad. Skyl og tør rucolaen, og fordel den oven på kødet. Hæld lidt af vinaigretten henover, og drys evt. med lidt parmesanflager. Servér med brød til.
 
PRØV OGSÅ: Kalvemørbrad med rodfrugter og svampeflødesauce