Hovedretter

Kalveculotte med bønnesalat og bulgur med pesto

Madplan for uge 25: Ugens fredagsopskrift er kalveculotte med bønnesalat og bulgur med pesto. Få opskriften her

Kalveculotte med bønnesalat og bulgur med pesto til 4 personer

En kalveculotte er god til fredagsgæster, eller når du vil forkæle familien. 
 
Tid: 30 minutter. Ovntid: 30 minutter. 
 
DET SKAL DU BRUGE
1 kalveculotte (ca. 1.000 g)
 
KRYDDERBLANDING
2 fed hvidløg
1 spsk. fennikelfrø
skal af 1 usprøjtet citron
salt og friskkværnet peber
3 spsk. olivenolie
 
BØNNESALAT
300 g grønne bønner
1 rødløg
1 bundt purløg
4 spsk. olivenolie
 
BULGUR MED PESTO
½ bundt bredbladet persille
1 fed hvidløg
100 g mandler
2 dl solsikkeolie
400 g grov bulgur
 

Opskrift - sådan laver du kalveculotte med bønnesalat og bulgur med pesto

 
1. Tænd ovnen på 200°. Læg kalveculotten i en bradepande, og rids fedtkanten i tern.
 
2. Krydderblanding: Pil hvidløg, og knus dem i en morter sammen med fennikelfrø. Riv citronskallen fint, og bland det sammen med hvidløg og fennikelfrø i morteren. Tilsæt salt, peber og olie, og bland godt. Smør krydderblandingen på kødet. Lad det gerne marinere ½ time på køkkenbordet. Steg kødet i ovnen i ca. 30 minutter. Lad det hvile i 10 minutter, og skær det herefter i tynde skiver.
 
3. Bønnesalat: Skyl og nip bønnerne. Damp dem i letsaltet, kogende vand i 5-6 minutter. Hæld vandet fra, og afkøl dem i koldt vand. Pil løget, og skær det i tynde både. Hak purløg fint. Vend de dampede bønner med løg og purløg. Hæld olivenolie over, og bland godt.
 
4. Bulgur med pesto: Skyl og tør persillen. Blend persille, hvidløg, mandler og olie sammen i en blender eller foodprocessor. Tilsæt evt. mere olie, hvis konsistensen er for fast. Kog bulgur efter anvisningen på pakken. Vend den kogte bulgur sammen med pestoen, og servér til kalveculotte og bønnesalat.
 

Få indkøbslisten til hele ugen her

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Marineret kylling med spidskålssalat og krydrede mandler – Få opskriften her

Tirsdag: Hakkebøf med stegt spidskål og løvstikkekartofler – Få opskriften her

Onsdag: Stegt havtaskefilet og pasta med squash – Få opskriften her

 

Torsdag: Aspargestærte med bresaola og kartoffelsalat med oliven – Få opskriften her