Hovedretter

Hakkebøffer med linsesalat og rødbedetzatziki

Hvis du tænker, at linser er kedelig vegetarmad, kan du godt tro om igen. Denne saftige og velsmagende linsesalat vil omvende enhver skeptiker! Her får du opskriften på hakkebøffer med linsesalat og rødbedetzatziki.

Tilberedelsestid: 40 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

600 g hakket oksekød
Salt og peber
Olie til stegning

Linsesalat med æble og persille:

1 dåse kogte grønne linser, f.eks. fra Urtekram
1 tsk. Dijonsennep
1 tsk. flydende honning
1 spsk. Balsamicoeddike
3 spsk. Olivenolie
Salt og peber
1 rødløg
1 æble
½ bundt bredbladet persille
50 g valnødder

Rødbedetzatziki:

300 g rødbeder
175 g græsk yoghurt 10 %
1 tsk. flydende honning
1-2 spsk. friskrevet peberrod
Salt og peber

Opskrift – sådan laver du hakkebøffer med linsesalat og rødbedetzatziki

Rødbedetzatziki:
Skræl rødbeder, og riv dem på den grove side af et rivejern. Vend de revne rødbeder i yoghurten, og smag til med honning, peberrod, salt og peber. Lad tzatzikien trække på køl.

Linsesalat med æble og persille:
Skyl linserne, og lad dem dryppe godt af i en sigte. Rør sennep, honning, balsamico og olie sammen, og krydr med salt og peber. Vend dressingen sammen med linserne. Pil rødløget, skyl æblet, og skær begge dele i små tern. Skyl og hak persille. Hak valnødder fint. Bland linser, æble, rødløg, valnødder og persille, og smag til med salt.

Form kødet til 4 hakkebøffer, og krydr med salt og peber. Steg bøfferne i olie på en pande i 3-4 minutter på hver side, til de er netop gennemstegte. Servér med linsesalat og rødbedetzatziki.

 

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Kyllingepie med porrer, gulerødder og ærter – få opskriften her

Tirsdag: Koteletter med spinatsalat og grov kartoffelmos med ricotta – få opskriften her

Torsdag: Teriyakilaks og sort rissalat med rødkål og avocado – få opskriften her

Fredag: Bagte søde kartofler med spinat, kikærter og tahindressing – få opskriften her