Hovedretter

Fyldte schnitzler med lun bønnesalat

I denne uge skal depoterne fyldes op med proteinrige bønner og linser. Her får du opskriften på fyldte schnitzler med lun bønnesalat

Fyldte schnitzler med lun bønnesalat til 4 personer

Bønnesalaten får en skarp smag fra sennepspulver. Hvis du ikke har det derhjemme, kan du erstatte det med dijonsennep.

INGREDIENSER
4 tynde kalveschnitzler
1 kugle frisk mozzarella (125 g)
frisk rosmarin
salt og friskkværnet peber
olie til stegning
 
LUN BØNNESALAT
2 dl små tørrede hvide bønner, f.eks. fra Urtekram
salt
persillestilke
200 g friske grønne bønner
250 g små cherrytomater
1 bundt forårsløg
½ bundt persille
2 spsk. olivenolie til stegning
½ spsk. hvidvinseddike
2 tsk. sennepspulver, f.eks. fra Colman’s
salt og friskkværnet peber
 

Opskrift - sådan laver du Fyldte schnitzler med lun bønnesalat

 
1. Lun bønnesalat: Sæt bønnerne i blød i rigeligt koldt vand i 1 døgn. Kog dem herefter møre i nyt vand tilsat salt og persillestilke, ca. 1 time. Hæld vandet fra, og køl dem af. Skyl og nip de friske grønne bønner. Kog dem i 2-3 minutter i letsaltet vand. Køl dem af i koldt vand, og lad dem dryppe af. Skær dem i mindre stykker. Skyl tomater, og skær dem i halve. Rens forårsløg, og skær dem i skiver. Skyl og hak persillen.
 
2. Varm olie op på en stor pande. Steg hvide bønner og forårsløg i 2 minutter. Tilsæt tomater og grønne bønner. Dryp med eddike, og drys sennepspulver over. Varm det godt igennem, og smag til med salt, peber og hakket persille.
 
3. Dup kødet tørt, og bank skiverne helt flade. Halvér dem på langs. Læg en tynd skive mozzarellaost, lidt rosmarin og salt og peber på hver skive. Fold kødet sammen omkring fyldet. Steg schnitzlerne i 2 minutter på hver side i lidt olie på en pande. Servér med den varme eller lune bønnesalat.
 
TIP: I stedet for tørrede bønner kan du bruge 1 dåse butterbeans i salaten.

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Grøn linsepesto med krydrede pølser og stegte tomater – Få opskriften her

Chili con carne med kalvekød og avocadotopping – Få opskriften her

Dhal med røde linser, ingefæryoghurt og papadums – Få opskriften her

Vegetarburger med kikærtebøffer og glace – Få opskriften her