Farserede porrer og bagte gulerødder med brunet smør
Hovedretter

Farserede porrer og bagte gulerødder med brunet smør

En klassiker i det danske køkken, og den holder stadig den dag i dag. Her får du opskriften på farserede porrer og bagte gulerødder med brunet smør

Tid i alt: 1 t
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

500 g hakket svinekød 3-7 %
salt og friskkværnet peber
1 løg
1 æg
1 dl sødmælk
½ dl hvedemel
3 porrer
rasp til panering
smør og olie til stegning

BAGTE GULERØDDER MED BRUNET SMØR

50 g smør
600 g gulerødder
1 spsk. olivenolie
salt og friskkværnet peber
50 g hasselnødder

TILBEHØR

800 g små kartofler
½ bundt persille

Opskrift - sådna laver du farserede porrer og bagte gulerødder med brunet smør 

 
1. Rør kødet sammen med salt og peber. Pil og riv løget, og rør det i. Tilsæt æg, mælk og mel, og rør farsen godt sammen (tilsæt evt. lidt mere mel, hvis farsen virker for fugtig). Bring en gryde med letsaltet vand i kog. Rens porrer, og skær hver porre i 3 aflange stykker, så du får i alt 9 stykker. Læg porrestykkerne i det kogende vand i 4-5 minutter, til de er let møre, men ikke udkogte. Afdryp i en sigte, og tør dem i et rent viskestykke. Del farsen i 9 portioner. Form hver portion fars til en rulle omkring et stykke porre, og vend rullen i rasp. Steg de farserede porrer i smør og olie på en pande.
 
2. BAGTE GULERØDDER MED BRUNET SMØR: Smelt smør i en lille gryde, og lad det lige så stille blive brunt. Tag gryden af varmen, og lad smørret bundfældes. Tænd ovnen på 200°. Skræl gulerødder, og skær dem i stave. Vend med olie, salt og peber. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i 20 minutter, til de er møre med lidt bid. Rist hasselnødder i 5 minutter på en tør pande. Nulr hinderne af nødderne, og hak nødderne groft.
 
3. TILBEHØR: Skræl kartofler, og kog dem møre i letsaltet vand.
 
4. SERVERING: Anret de bagte gulerødder på et fad. Tag det klare brunede smør, som ligger øverst i gryden, op med en ske, og dryp det ud over gulerødderne. Drys med hasselnødder og finthakket persille, og krydr med salt og peber. Servér som tilbehør til de farserede porrer sammen med kogte kartofler.
 

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Blomkålssuppe med pinjekerner og sprøde grønkålschips - Få opskriften her

Onsdag: Grønkålstærte med laks, porrer og bacon - Få opskriften her

Torsdag: Hakkebøffer i rød peberfrugtsauce med persille og salatost - Få opskriften her

Fredag: Gratinerede spinatpandekager med krydret kylling - Få opskriften her