Hovedretter

Bolognese med kartoffellåg

Forny den klassiske familielivret ved at udskifte spaghettien med kartoffelskiver, som gratineres i ovnen oven på saucen. Her får du opskriften på bolognese med kartoffellåg.

Tilberedelsestid: 1 t og 5 min

DET SKAL DU BRUGE:

1 løg
1 fed hvidløg
2 gulerødder
2 stilke bladselleri
1 spsk. olivenolie
450 g hakket oksekød
1 dl hvidvin
400 g mosede tomater (f.eks. tomatpassata) (f.eks. semidried cherry- tomater)
3 stilke frisk rosmarin
1 håndfuld frisk basilikum
Salt og peber

KARTOFFELLÅG:

600 g kartofler
50 g ricotta
50 g parmesan

TIL SERVERING:

1 håndfuld frisk basilikum

Opskrift - sådan laver du bolognese med kartoffellåg:

 
Kartoffellåg: Skræl kartoflerne, og skær dem i 1 cm tykke skiver. Kog kartoffelskiverne i en gryde med letsaltet vand i 5 minutter – de skal ikke være helt møre. Hæld vandet fra, og lad kartoffelskiverne dampe af.
 
Pil og hak løg og hvidløg fint. Skræl gulerødderne, skyl bladselleri, og skær gulerødder og bladselleri i små tern. Steg løg, hvidløg og grøntsager i olie i en gryde i 5 minutter ved middel varme. Skru op for varmen, og brun kødet i gryden. Tilsæt hvidvin, og lad den koge ind. Tilsæt tomatpassata, grofthakkede semidried tomater, friskhakket rosmarin og basilikum, og lad saucen småkoge under låg i 10 minutter. Smag til med salt og peber. Tænd ovnen på 200°. Hæld bolognesen i et ovnfad, og fordel kartoffelskiverne oven på, så de overlapper hinanden en smule. Smør ricotta på kartoffelskiverne, og drys med revet parmesan. Steg retten i ovnen i 30 minutter, til overfladen er gylden.
 
Servering: Drys friske basilikumblade over retten, og servér evt. med en frisk grøn salat til.
 
 
UGENS ANDRE OPSKRIFTER
 

Tirsdag: Fisk med basilikumrasp og ovnbagte grøntsager

Torsdag: Frisk pasta med ærter, asparges og parmesan

Fredag: Portionspizzaer med ricotta, parmaskinke og rucola