Forretter
Stegt halloumi med citronskal og grape
Spis den stegte halloumi med godt brød, og drøm dig væk til det azurblå hav og oceaner af feriedage i sigte.
Onsdag, 3. juni 2015 - 8:00 - af Timm Vladimir, Foto: Columbus Leth
Stegt halloumi med citronskal og grape til 8 personer
Tid: 15 minutter.
DET SKAL DU BRUGE
500 g halloumiost
olivenolie til stegning
1 lille grapefrugt
1 granatæble
skal af 2 usprøjtede citroner
2 håndfulde bredbladet persille
olivenolie
friskkværnet peber
Opskrift - sådan laver du stegt halloumi med citronskal og grape
Skær halloumien i 1 cm tykke skiver, og steg dem i olie på en pande, til de er gyldne. De skal ikke smelte helt. Skær grapen i fileter – dvs. skær al skal og alle hinder væk. Frigør kernerne fra granatæblet ved at halvere æblet og banke på skallen med bagsiden af en grydeske. Skær halloumien i mundrette stykker; anret på et fad, og drys med fintrevet citronskal og grofthakket persille. Fordel grapefileter og granatæblekerner ovenpå. Dryp med olivenolie, krydr med peber, og servér straks.