Forretter

Spanakopita – det græske svar på spinattærte

af Timm Vladimir 8. maj 2015
Foto: Columbus Leth
Spanakopita er en græsk spinattærte der smager skønt og er forholdsvis let at lave

Spanakopita – græsk spinattærte til 4 personer

  Tid: 25 minutter. Ovntid: 40-50 minutter.    DET SKAL DU BRUGE ca. 400 g fillodej 1 rund bageform, 30 cm i diameter olie til formen 300 g feta 100 g parmesan 4 store æg 3 dl piskefløde   SPINATFYLD 400 g frisk spinat 3-4 fed hvidløg olivenolie til stegning 1 stor dusk dild ½ muskatnød salt og friskkværnet peber  

Opskrift - sådan laver du spanakopita 

  1. Spinatfyld: Skyl spinaten grundigt, og tør den. Pil hvidløg, knus det, og steg det i olie på en pande. Tilsæt spinat og grofthakket dild, og lad det stege med, til spinaten falder sammen. Hæld spinatblandingen i en skål, og smag til med revet muskatnød, salt og peber. Afkøl.   2. Forvarm ovnen til 200°. Læg 2 plader fillodej oven på hinanden, og fordel lidt af spinatfyldet på. Smør bageformen med olie. Fold fillodejen om spinaten i en åben, harmonikalignende rulle, og læg den langs siden af bageformen.   3. Gentag processen med resten af fillodejen og spinatblandingen, så du efterhånden former en tæt pakket spiral i bageformen. Hak eller riv feta og parmesan groft. Pisk æg og fløde sammen, og bland feta og parmesan i massen. Hæld æggemassen over fillodejsspiralen. Bag spinattærten i ovnen i 40-50 minutter, til den er flot gylden. Lad tærten hvile på bordet i 5-10 minutter inden servering.   PRØV OGSÅ: Tærte med broccoli, bacon, ærter og gedeost