

Saltet torsk med ingefær og lime
8. januar 2013
saltet torsk til 4 personer/forret
600 g torskefilet, så tyk som muligt og allerhelst med skind
2-3 spsk. flagesalt
sukker
lidt kværnet peber
DRESSING:
saft af 1½-2 limefrugt
2 spsk. fast dansk honning (kan lunes let)
1 spsk. friskrevet ingefær (efter smag)
PYNT:
dild eller frisk koriander
TILBEHØR:
tynde skiver ristet rugbrød
Rens fisken, og fjern alle ben med en pincet. Skær kanterne rene. Læg fisken med skindsiden nedad (også o.k. uden skind, men den er lidt sværere at skære uden) i et lille fad med kanter. Drys overfladen med salt og sukker. Dæk fadet tæt med film, og stil det på køl i 1-2 døgn (der danner sig en del væde i fadet, men det er o.k.).
Læg torsken op på et bræt, og skrab evt. salt af. Skær den i tynde skiver på skrå, og læg dem på et fad eller 4 tallerkener. Pisk limesaft, honning og ingefær sammen, og smag dressingen til. Den skal være sød, sur og lidt stærk. Dryp lidt over fisken, og servér resten ved siden af. Pynt med små duske dild eller koriander, og giv ristet rugbrød til.
Prøv også: Hjertesalat med lettrimmet torsk >>