https://imgix.femina.dk/media/ad32a758a7c745b4b2576527b05966e3.jpg
Mad

Pæretærte med ost og valnødder

29. oktober 2010
af Susanne Palmqvist
Foto: Anders Schønnemann
Dette er ikke en kage, men en ostetærte med pærer. Lækker med en lille salat til og et godt glas vin. F.eks. en sødlig hvidvin. Fin til frokost, natmad eller efter en god middag

Pæretærte med ost og valnødder
(6-8 portioner)

1 rulle færdig butterdej (f.eks. Wewalka, 250 g)
2-3 faste pærer
3 æg (str. M/L)
1½ dl cremefraiche 18 %
1½ dl fløde 9 %
1 tsk. frisk eller tørret timian
kværnet peber
125-150 g roquefort eller anden blåskimmelost (f.eks. Président Le Bleu)
30 g pekan- eller valnøddekerner

TILBEHØR:
brøndkarse, rucola eller feldsalat
radiser (sorte, røde eller hvide, japanske)

DESUDEN:
en tynd metal-tærteform

Tag dejen ud af køleskabet ½ time før brug. Rul den ud i formen, og klip kanterne lidt til (papiret på fotoet er bagepapir!). Prik med en gaffel. Skræl pærerne, fjern kernehuset, og skær dem i brede både. Læg dem på dejen. Pisk æg, cremefraiche og fløde sammen med timian og peber. Mos osten ud i (der må gerne være klumper). Hæld cremen over pærerne, og drys med letknuste nødder. Bag tærten på næstnederste rille i en 200° varm ovn i ca. ½ time. Dejen skal være sprød og cremen stivnet. Det er osten, der giver de mørke pletter.
Løft forsigtigt tærten over på en rist, og køl den af. Pynt med frisk timian, og servér den med en let salat.

RELEVANTE LINKS

Pandekager med nøddeskum og karamel
https://imgix.femina.dk/legacy/media/6f6fd35e3d9c426bb0d20cd032b76d6c.jpg

Læs også