https://dk-femina-backend.imgix.net/media/websites/femina-dot-dk/website/mad/forretter/2013/03/1313-toerret-gris-med-stegte-tomater/1313-toerret-gris-med-stegte-tomater.jpg
Forretter

Opskrift: Tørret gris med stegte tomater

2. april 2013
af Susanne Palmqvist
Foto: Anders Schønnemann
Lomo er spansk tørret svinemørbrad, som her piftes op med lune stegte tomater og en varm basilikumfløde. De hjemmeristede croutoner giver en skøn smag og konsistens og kan forberedes i god tid, mens tomater og sauce skal laves til sidst

Tørret gris med stegte tomater til 2 personer

Ingredienser:

Croutoner:
3 skiver italiensk brød, gerne fra dagen før
1½ spsk. olivenolie
1 tsk. dijonsennep
1 fed hvidløg, presset
1 spsk. hakket persille
salt

Endvidere:
1 pakke lomo eller tynde skiver parmaskinke, ca. 90 g
olivenolie
friskhøvlet parmesan
kværnet peber
2 stilke små cherrytomater
salt og peber
1 håndfuld friskhakket basilikum
1 dl piskefløde
½ dl vand
1-2 tsk. god basilikumpesto
evt. citronsaft

Tilbehør:
fin, blandet grøn salat
og brød

Opskrift - Sådan gør du:

1. Skær skorpen af brødet, og skær det i ikke for store terninger. Rist dem på en tør pande i nogle minutter. Pisk de øvrige ting sammen undtagen persillen. Hæld det på panden, og vend hele tiden, til croutonerne bliver gyldne/sprøde. Drys persille og salt over, og sluk. Bred dem ud på køkkenrulle.

2. Anret lomo/skinke på to tallerkener. Dryp med lidt olie, og drys med høvlet parmesan. Varm lidt olie op i en dyb pande, og rist tomaterne på begge sider ved kraftig varme. Drys med salt, og læg dem på tallerkenerne.

3. Kom basilikum på panden, og lynsteg i ½ minut. Tilsæt fløde, vand og pesto, og kog det lidt ind. Smag til med salt, peber og citronsaft. Hæld fløden over tomaterne, og drys med croutoner. Giv en lille salat og gerne godt brød til.

Prøv også: Bresola med artiskok-ærteskuds-salat >>

Læs også