Forretter

Andelever i sherryglace

af Timm Vladimir 4. maj 2015
Foto: Columbus Leth
Lever står ikke øverst på listen over livretter hos alle. Men steger du den, så den er akkurat pink i midten, og serverer den med en kraftig sherryglace, kan du omvende de fleste

Andelever i sherryglace til 4 personer

Tid: 25 minutter.    DET SKAL DU BRUGE 300 g andelever olivenolie til stegning salt og friskkværnet peber 200 g rucola   SHERRYGLACE 1 rødløg 15 g smør til stegning 1 tsk. hele fennikelfrø 3-4 enebær 3 kviste timian 2½ dl sød sherry, f.eks. Pedro Ximénez 2 spsk. sherry- eller æbleeddike   TIL SERVERING friskhakket persille kerner af 1 granatæble  

Opskrift - sådan laver du andelever i sherryglace

  1. Sherryglace: Pil løget, og hak det fint. Steg det et par minutter i smør på en pande. Rist fennikelfrøene på en tør pande, og knus dem og enebærrene i en morter eller med bagsiden af en kniv. Steg enebær, fennikelfrø samt bladene fra timiankvistene sammen med løget i 1 minut. Hæld sherry og eddike ved, og lad det koge ind til en tyk glace-agtig konsistens.   2. Andelever: Rens leveren, eller få slagteren til at gøre det. Skyl den grundigt. Skær leveren ud i mundrette stykker, og steg dem på en pande i en lille smule olie, til de er flot karamelliserede. Krydr med salt og peber undervejs. Hæld sherryglacen over den stegte lever, og vend godt rundt. Skyl og tør rucola. Vend rucolaen ganske kort på panden sammen med lever og sherryglace. Servér med et drys friskhakket persille og granatæblekerner.   TIP: Du kan sagtens bruge kyllingelever, hvis ikke du kan skaffe andelever.   PRØV OGSÅ: Grillet kalvelever med ærtesalat