Flødeboller med havtorn og guldstøv
Tid: 1 time. Bagetid, marcipanbunde: 6 minutter. Antal: Ca. 10 stk.
DET SKAL DU BRUGE 1 dl vand 125 g flydende glukose 250 g sukker 150 g æggehvider 2 spsk. frysetørret havtorn- eller hindbærpulver
MARCIPANBUNDE 150 g marcipan
OVERTRÆK 300 g mørk chokolade spiseligt guldstøv, f.eks. fra Mill & Mortar frysetørret havtorn- eller hindbærpulver
PRØV OGSÅ: Flødeboller med mokkacreme, marcipanbund og kakaonibs Opskrift - sådan laver du flødeboller med havtorn og guldstøv
1. Skær marcipanen i tynde skiver, og bag dem i ovnen ved 180°, til de er gyldne. Lad dem køle af. 2. FLØDEBOLLESKUM: Kog vand, glukose og sukker op i en gryde. Lad det koge, til konsistensen er som sirup – mål gerne temperaturen med et sukkertermometer: Den skal være 117°. Pisk æggehviderne hvide og luftige med en elpisker, og hæld så siruppen i, i en tynd stråle. Bliv ved med at piske i 8-10 minutter, til marengsmassen er kølet af. Vend havtornpulver i marengsmassen, og fyld den i en sprøjtepose. Sprøjt den ud i toppe oven på marcipanbundene. 3. OVERTRÆK: Hak chokoladen, og smelt ²/₃ af den i en skål over vandbad, til den når 48° (målt med sukkertermometer). Fjern skålen fra vandbadet, og vend resten af chokoladen i, så også den smelter langsomt. Dyp forsigtigt flødebollerne i den smeltede chokolade, og pynt med guldstøv og havtornpulver.
TIP: Du kan evt. overtrække flødebollerne ved at hælde chokoladen ud over dem i stedet for at dyppe dem.
PRØV OGSÅ: Kiksekage i luksusudgave