Desserter

Stribede marengskys med chokoladecreme

En lille sukkersød sandwich af marengs fyldt med chokoladecreme. Perfekt til teselskab eller terassehygge. Her får du opskriften på stribede marengskys med chokoladecreme

Stribede marengskys med chokoladecreme 12-15 stk.

 
Tid: 25 minutter. Bagetid: 50 minutter. 
 
DET SKAL DU BRUGE
1 portion marengs-grundopskrift (se opskrift nedenunder)
rød frugtfarve
en sprøjtepose
 
Chokoladecreme
250 g mascarpone
1 spsk. kakao
2 spsk. flormelis
 
PRØV OGSÅ:Fine lyserøde marengskys med sommerbær og vaniljeskum
 

Opskrift - sådan laver du stribede marengskys med chokoladecreme

 
1. Lav 1 portion marengsmasse ud fra grundopskriften. Tænd ovnen på 120°. Vend en sprøjtepose på vrangen, og mal striber med frugtfarve fra spids til top hele vejen rundt på posen. Vend forsigtigt posen tilbage, og fyld posen med marengsdej. Sprøjt 25-30 små stribede kyskager ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Striberne kommer helt af sig selv, når du sprøjter marengsmassen ud. Bag kagerne i ovnen ved 120° i 45-50 minutter, og lad dem køle af.
 
2. CHOKOLADECREME: Rør mascarpone med kakao og flormelis til en glat masse. Smør cremen på undersiden af et marengskys, og tryk forsigtig sammen med et andet kys. Læg de små kager på siden, klar til servering og ikke til at stå for.
 
Marengs, grundopskrift 25-30 stk.
 
Tid: 15 minutter. Bagetid: 50 minutter.
 
4 æggehvider
200 g flormelis
1 knivspids salt
 
Tænd ovnen på 120°. Pisk æggehviderne med en elpisker, indtil de danner små hvide toppe, og tilsæt flormelis lidt efter lidt, mens du fortsat pisker. Drys salt i og pisk, indtil massen er glat og blank. Fyld marengsdejen i en sprøjte-pose med tylle, og form små toppe på en plade beklædt med bagepapir, eller sæt dem med en ske. Bag marengstoppene i den forvarmede ovn i 45-50 minutter, til de er sprøde, men stadig hvide udenpå og seje indeni. Lad kagerne køle af på bagepladen.
 
PRØV OGSÅ: Dacquoise med chokoladecreme
 
Læs mere om: