

Shortbread med pekannødder og chokolade
27. november 2013Shortbread stammer fra Skotland, hvor de lyse småkager oprindeligt blev serveret som delikatesse til bryllupper, jul og Hogmanay, som er nytår på skotsk.
Shortbread laves, ligesom danske småkager, på basisdej bestående af smør, mel og sukker. Og oprindeligt var det også de eneste tre ingredienser i shortbread.
Disse shortbread er piftet op med sprøde pekannødder og delikat mørk chokolade.
Shortbread med pekannødder og chokolade
40 stk.
Det skal du bruge
100 g pekannødder
100 g mørk chokolade 56-70%
5 dl hvedemel
200 g smør
1¼ dl sukker
2 æggeblommer
2 tsk vaniljesukker
Sådan gør du
Sæt ovnen på 175 grader. Hak nødder og chokolade og sæt det til side.
Bland mel, smør og sukker til en grynet masse. Tilsæt æggeblommer, vaniljesukker samt de hakkede nødder og chokolade og saml dejen til dine shortbread. Lad den hvile ½-1 time i en plastikpose i køleskabet.
Rul dejen til shortbread ud på et melet bord i 1½ cm's tykkelse, og læg den på en bageplade beklædt med bagepapir, så den dækker næsten hele pladen.
Bag shortbread i 15-20 min.
Tag den færdigbagte shortbread ud og skær den ud i aflange stykker, ca. 4 x 1½ cm.
Er du bare helt vild med chokolade? Her får du 25 fristende opskrifter med chokolade: