Rødgrød med fløde
Desserter

Rødgrød med fløde

Ikke alle kan lære at udtale det, men alle kan lære at elske den søde bærgrød med kold fløde. Ægte dansk mormormad. Her får du opskriften på rødgrød med fløde

Forberedelsestid: 20 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

100 g jordbær
100 g ribs
100 g hindbær
100 g solbær
100 g brombær
125 g sukker
1 dl vand
1 spsk. kartoffelmel

TIL SERVERING

2 dl piskefløde
50 g ristede hasselnøddekerner
rød skovsyre

Opskrift - sådan laver du rødgrød med fløde

 
Rens alle bærrene, og hæld dem i en gryde sammen med sukker. Lad det trække på køkkenbord­et i ca. 1 time, så væsken kan trænge ud af bærrene. Hæld vandet i, og bring bærrene i kog. Lad dem simre i 5 minutter. Rør kartoffelmel ud i lidt vand. Sluk for varmen, og rør halvdelen af kartoffelmelsblandingen ud i grød­en. Tilsæt mere, hvis du ønsker en tykkere grød. Det er vigtigt, at grøden ikke kommer op at koge igen, da den så vil blive ”lang”. Lad grøden køle af, og servér den med letpisket fløde, hasselnødder og skovsyre.
 
TIP: Du kan bruge præcis de bær, du har lyst til, når du koger rødgrød.