rabarbertærte
Desserter

Rabarbertærte med vaniljecreme

Jo rødere rabarberstilke du bruger, jo smukkere bliver tærten. Hvis du undgår at ælte mørdejen for meget, bliver den dejligt sprød og knasende. Her får du opskriften på rabarbertærte med vaniljecreme

Rabarbertærte med vaniljecreme

Tid: 35 minutter. Hviletid, dej: Mindst 30 minutter. Bagetid: I alt 28 minutter
Antal personer: 6
 
DET SKAL DU BRUGE
500 g rabarber
1-2 spsk. sukker
usaltede pistacienødder
 
 
TÆRTEDEJ
125 g blødt usaltet smør
1 nip salt
75 g sukker
250 g hvedemel
1 æg
1 tærteform, ca. 20 cm i diameter
 
VANILJECREME
2 æggeblommer 
3 spsk. sukker
2 spsk. majsstivelse (Maizena)
korn af 1 vaniljestang
2½ dl mælk
 
PRØV OGSÅ: Rabarbertærte med marcipan
 

Opskrift - sådan laver du rabarbertærte med vaniljecreme

 
1. TÆRTEDEJ: Blend smør i en foodprocessor, til det er cremet. Tilsæt salt, sukker og mel, og blend til en grov rasp. Tilsæt æg, og blend igen. Saml dejen med hænderne, og pak den ind i husholdningsfilm. Læg den på køl i mindst 30 minutter. Tænd ovnen på 180°. Rul dejen ud i en cirkel med en kagerulle på et meldrysset bord. Læg dejen i en smurt tærteform, så den dækker formens bund og kanter. Prik den med en gaffel. Riv brede strimler af alufolie, og tryk dem fast omkring kanten af tærteformen, så dejen ikke glider ned under bagningen. Bag tærtebunden i ovnen i 8 minutter. Lad den køle af, men lad ovnen være tændt.
 
2. VANILJECREME: Pisk æggeblommer sammen med sukker og majsstivelse i en skål. Pisk vaniljekorn i. Bring mælken i kog, og hæld den i æggemassen, mens du pisker. Hæld cremen tilbage i gryden, og varm den op til kogepunktet, mens du pisker. Tag cremen af varmen, når den tykner. Afkøl. Fordel cremen på tærtebunden.
 
3. Rens rabarber, skær dem i mindre stykker, og fordel dem på cremen. Drys med sukker, og bag tærten i ovnen ved 180° i ca. 20 minutter. Pynt med pistacienødder.
 
PRØV OGSÅ: Rabarberkage med marengslåg