marengslagkage
Desserter

Peach melba-marengslagkage med vaniljecreme

23. juni 2017
af Gitte Heidi Rasmussen
Foto: Betina Hastoft
Kombinationen af fersken og hindbær går også under navnet ”peach melba”. Måske kender du kun smagen fra morgenyoghurten, men så må du ikke snyde dig selv for at prøve den som marengslagkage.Her får du opskriften på en skøn og overdådig peach melba-marengslagkage med vaniljecreme

Peach melba-marengslagkage med vaniljecreme

Tid: 35 minutter. Bagetid: 45 minutter. Afkøling: 1 time Antal personer: 10-12   DET SKAL DU BRUGE   MARENGS 5 æggehvider 325 g sukker ½ tsk. lys eddike 2 spsk. hvedemel  
  VANILJECREME 2 æg 2 spsk. sukker 1 spsk. hvedemel eller majsstivelse korn af ½ vaniljestang 2½ dl mælk, helst sødmælk 2 blade husblas ½ l piskefløde   TIL SERVERING 250 g hindbær 2-3 ferskner    PRØV OGSÅ: Marengslagkage med lakrids og blandede sommerbær  

Opskrift - sådan laver du peach melba-marengslagkage med vaniljecreme

  1. MARENGS: Forvarm ovnen til 125°. Pisk æggehviderne stive med en elpisker, og pisk halvdelen af sukkeret i, lidt ad gangen. Vend resten af sukkeret og eddike i, og pisk videre, til marengsmassen er helt stiv.    2. Tilsæt mel, og vend det hurtigt sammen. Fordel massen som 3 lagkagebunde med en diameter på 18-20 cm på bageplader beklædt med bagepapir. Bag bundene i ovnen i ca. 45 minutter. Afkøl kagerne, og træk bagepapiret af.   3. VANILJECREME: Pisk æg, sukker, mel og vaniljekorn sammen i en gryde. Pisk mælken i, og varm cremen forsigtigt op til kogepunktet under konstant omrøring. Kog cremen godt igennem. Læg husblas i blød i koldt vand i 5-10 minutter; knug vandet af, og smelt  den udblødte husblas i den varme vaniljecreme. Sæt til afkøling, til cremen er fast. Hæld vaniljecremen gennem en sigte, hvis den virker en anelse klumpet. Pisk fløden til skum, og vend den sammen med vaniljecremen.   4. SERVERING: Skyl forsigtigt hindbær og ferskner, og skær fersknerne i smalle både eller tern. Læg marengsbunde, vaniljecreme, frugt og bær lagvis sammen, og servér straks.   PRØV OGSÅ: Ferskenkage med mandler