pavlova

Pavlova med jordbærparfait

30. juni 2016
af Marie Melchior
Foto: Betina Hastoft
En super skøn sommerdessert.Tag parfaiten ud af fryseren, en halv time før du skal servere den. Så er konsistensen perfekt. Her får du opskriften på pavlova med jordbærparfait

Pavlova med jordbærparfait til 4 personer

  Tid: 40 minutter. Frysetid: Mindst 5 timer. Bagetid: 2 timer.   DET SKAL DU BRUGE   Jordbærparfait 500 g jordbær 4 æggeblommer (evt. pasteuriserede) 100 g sukker 5 dl piskefløde   Marengsbund 6 æggehvider 300 g flormelis 1 tsk. vaniljesukker 1 tsk. lys eddike   Til servering 1 håndfuld friske jordbær   PRØV OGSÅ: Chokolade-pavlova med syltede appelsiner og pistacienødder  

Opskrift - sådan laver du pavlova med jordbærparfait

  1. Jordbærparfait: Skyl og nip jordbærrene, og skær dem i mindre stykker. Blend dem med en stavblender til en grov puré.   2. Pisk æggeblommer og sukker hvidt og skummende med en elpisker. Pisk jordbærpuréen sammen med æggemassen. Pisk fløden til skum i en anden skål. Vend flødeskummet sammen med jordbærcremen. Hæld parfaitmassen i en form, og sæt den i fryseren i mindst 5 timer. Tag parfaiten ud af fryseren, ½ time før den skal bruges.   3. Marengsbund: Pisk æggehviderne stive med en elpisker. Tilsæt flormelis lidt ad gangen, mens du pisker. Tilsæt til sidst vaniljesukker og eddike,og pisk lidt mere.   4. Tænd ovnen på 120°. Læg bagepapir på en bageplade. Vend marengsdejen ud på pladen, og form den til en rund kage med en fordybning i midten. Sæt marengsen i ovnen, skru ned til 100°, og bag den i 2 timer. Afkøl marengsbunden på en rist.   5. Servering: Skyl, nip og halvér jordbærrene. Fordel jordbærparfait i kugler oven på marengsbunden, og pynt med de halverede jordbær.     TIP: Lad stilken sidde på, når du skyller jordbærrene. Så undgår du, at der trænger vand ind i dem. Lad dem tørre på et viskestykke, før du nipper stilken af.   PRØV OGSÅ: Jordbærkage classic