

Pæretærter med marcipan og mandler
6. februar 2012
(8 personer)
4 små pærer
3 små butterdejsplader eller 1 stor
SUKKERLAGE:
2 dl vand
100 g sukker
bælg + korn af ½ vaniljestang
CREME:
100 g marcipan
2 pasteuriserede æggeblommer (1 bæger)
2 spsk. flormelis
korn af ½ vaniljestang
ENDVIDERE:
1 rund, 6 cm stor udstiksform
PYNT OG DRYS:
30 g mandelflager
flormelis
TILBEHØR:
vaniljeis eller flødeskum
Kog vand og sukker op sammen med vaniljekorn og vaniljebælg, til sukkeret er smeltet. Skræl pærerne. Kom dem i lagen, og læg et låg af bagepapir over, så pærerne er helt dækket af lagen. Lad dem småkoge i ca. 5 minutter. Tag gryden fra varmen, og lad pærerne ligge i lagen, til de skal bruges (de kan tilberedes dagen før).
Rul butterdejen ud. Stik 8 runde stykker ud, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Blend marcipanen med æggeblommer, flormelis og vaniljekorn til en ensartet masse. Fordel en spiseskefuld på hvert butterdejsstykke.
Halvér pærerne på langs. Flæk stilken, og tag kernehuset ud. Snit pærerne på langs, næsten helt til toppen, men lad den smalle ende være intakt, så de holder på formen. Flad pærerne forsigtigt ud med hænderne, så skiverne skilles i vifteform. Læg en halv pære på hvert butterdejsstykke. Drys med mandelflager, og bag kagerne i en 200° varm ovn i 10-13 minutter, til kagerne er gyldne. Drys med flormelis, og servér straks med flødeskum eller is.
Prøv også: Honningbomber med æblemos



