Desserter

Mørk chokoladekage med pærer og syltet ingefær

af Susanne Palmqvist 22. oktober 2014
Foto:Henrik Freek
Chokoladekage som er dejlig konfektagtig med en intens chokoladesmag. Den er blød og fugtig og har derfor bedst af at stå nogle timer efter at den er bagt, og gerne til næste dag.

Mørk chokoladekage med pærer og syltet ingefær til 8 personer

INGREDIENSER 175 g mørk chokolade 75 % 125 g smør 2 tsk. Espresso-neskaffe (instant-kaffepulver) 2 spsk. syltet ingefær i sirup 2 store æg 150 g lyst rørsukker 1 tsk. vaniljesukker 110 g hvedemel 1 tsk. bagepulver 1 springform, ca. 24 cm i diameter evt. mandelflager til formen 4 modne, faste pærer  

Opskrift - sådan laver du mørk chokoladekage med pærer og syltet ingefær

  1. Hak chokoladen groft, og smelt den med smørret i en gryde ved meget svag varme. Rør kaffepulveret i, og køl blandingen let af. Hak den syltede ingefær. Pisk æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt med en elpisker. Bland mel og bagepulver, sigt det i dejen, og vend forsigtigt rundt. Rør til sidst ingefær og den smeltede chokoladeblanding i. Smør springformen med smør, og drys evt. kanterne med mandelflager; tryk dem godt fast. Skræl pærerne, fjern kernehuset, og skær pærerne i brede både. Fordel dem i bunden af formen, og hæld dejen ovenpå. Bag kagen på næstnederste rille i en 185° varm ovn i 35-45 minutter.   2. Afkøl kagen let. Løsn ringen på springformen efter ½-1 time, og læg et rent viskestykke over. Stil kagen på køl, gerne til næste dag.   PRØV OGSÅ: Chokoladekage med kaffemousse