Desserter

Medaljer med æble, solbær og mokka

af Pia Melander Guilbert 21. februar 2022
Opskrift: Annemette
Hvis du har set "Den store bagedyst" ved du, at Annemette kreerer de lækreste kager. Her får du hendes opskrift på smukke og sprøde medaljer med æble, solbær og mokka - mums!
8 personer
Tid i alt 2 t og 0 min

MØRDEJSBUNDE

  • 250 g hvedemel
  • 70 g flormelis
  • evt. 25 g mandelmel
  • 125 g blødt smør
  • 1 lille æg

MOKKACREME

  • 2 blade husblas
  • 4 dl fløde
  • 2 spsk. sukker
  • 2 spsk. hele, groft knuste kaffebønner

ÆBLEKOMPOT

  • ½ vaniljestang, god polynesisk
  • 1 dl sukker
  • 2-3 mediumstore madæbler
  • saften af ½ citron

ENDVIDERE

  • flormelis til glasur
  • ½ dl god solbærmarmelade
  • 1 dl fløde pisket til skum
  • 1 friskt æble til pynt
  • hele frysetørrede solbær til pynt

1. Bland mel, flormelis, mandelmel og blødt smør med fingrene, til det minder om brødkrummer. Saml dejen med det let sammenpiskede æg, til dejen er glat og ensartet. Læg den på køl ½ time, tildækket med husholdningsfilm.

2. Tænd ovnen på 180°. Tag dejen ud af køleskabet, og ælt den meget let. Drys bordet med mel, og rul dejen forsigtigt ud til en tykkelse på ca. 5 mm. Udstik 16 ens runde bunde med en udstikker på 7-8 cm i diameter. Udstik gerne et par ekstra, så du er sikker på at have nok.

3. Læg bundene på bagepapir på en bageplade, og bag dem midt i ovnen i 10-15 minutter, til de er flot gyldne. Lad dem afkøle helt på en rist.

4. Udblød husblassen i rigeligt koldt vand. Varm fløde, sukker og de groft knuste kaffebønner op til kogepunktet. Rør godt. Tag det af varmen, og lad det stå i 5 minutter, så bønnerne afgiver smag til den varme fløde. Si det igennem en fin sigte for at fjerne alle kaffebønnerne. Bland den udblødte husblas i den varme kaffefløde. Stil på køl i ca. 3 timer, til det er helt koldt og minder om fromage. Du kan speede processen op ved at komme kaffefløden i en stor, bred skål og sætte det i fryseren.

5. Pisk den helt kolde kaffefløde stiv og cremet med en elpisker. Vær forsigtig ikke at piske for meget, ellers kan cremen skille. Fyld kaffecremen i en sprøjtepose med stjernetylle, klar til brug.

6. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret. Skræl æblerne, og skær dem i mindre stykker, på størrelse med vindruer. Kom sukker, æbler, vaniljesukker og citronsaft i en gryde, og lad det koge ved medium varme i 10-15 minutter, til æblerne akkurat er møre. Køl helt af inden brug.

7. Saml kagerne: Udvælg 8 pæne bunde, som skal være toppene på kagerne. Rør en glasur af flormelis og vand, og fordel den på de 8 bunde i en pæn cirkel. Lad glasuren størkne.

8. Sprøjt en rand af mokkacreme langs kanten af hver af de resterende bunde, så der er plads i midten til solbærmarmelade og æblekompot. Kom en skefuld solbærmarmelade ned i hullet på hver bund, og kom en god skefuld æblekompot oven på solbærmarmeladen.

9. Læg toppene på kagerne. Sæt en lille roset af friskpisket flødeskum oven på glasuren på hver kage, og pynt med æble, solbær og/eller kaffebønner. Servér straks.

PRØV OGSÅ: Annemettes smukke rosenkage