Desserter

Mandel-marengs med is og jordbær

2. juli 2010
af Susanne Palmqvist
Foto: Anders Schønenmann
Bag de store portionsmarengs, og smør dem med tyk chokolade. De har en fin smag af mandler og lime. Brug dem sammen med en god is, lidt syrlig flødeskum og friske bær

(8-10 stk.)
2 bægre pasteuriserede æggehvider
1 nip fint salt
150 g sukker
75 g flormelis
1 tsk. majsstivelse
50 g finthakkede smuttede mandler
fintrevet skal af 1 lime
100 g god mørk chokolade, evt. med mint
TILBEHØR:
1 l mango- eller orangesorbet eller god vaniljeis
1 dl piskefløde
1 dl cremefine til piskning
evt. vaniljekorn
1 bakke friske jordbær i skiver
Pisk æggehviderne helt stive med saltet. Kom sukkeret i, og pisk igen, til det er stift. Sigt flormelis og majsstivelse sammen, og vend det i. Pisk igen, til massen er sej. Vend mandler og limeskal i. Sæt massen på en plade med bagepapir med en stor ske. Lav dem runde eller ovale. Bag ved 120° i 50 minutter. Afkøl dem helt i ovnen med lågen åben. Kan opbevares i en dåse. Dryp smeltet chokolade på, inden de serveres, eller smør det i bunden. Pisk fløde og cremefine, og vend det sammen. Smag evt. til med vanilje. Servér marengsene med en skefuld is, flødeskum og friske bær.

RELEVANTE LINKS

Læs også