Desserter

Luksus-kanelsnegle med marcipanremonce

Sneglene er fyldt med gode sager, men er små og delikate – så der er plads til at spise mere end én. Her får du opskriften på luksus-kanelsnegle med marcipanremonce

Luksus-kanelsnegle med marcipanremonce

 
Tid: 30 minutter. Hævetid: I alt 1 time. Bagetid: 12 minutter. 
Antal: 14-16 små kanelsnegle
 
DET SKAL DU BRUGE
1 dl mælk
25 g gær
250 g hvedemel
1 æg
½ tsk. stødt kanel
¹/₃ tsk. stødt kardemomme
¼ tsk. salt
25 g sukker
50 g smør
 
 
MARCIPAN-REMONCE
75 g marcipan
75 g blødt smør
75 g brun farin
1 spsk. stødt kanel
 
PENSLING
1 æg
2 spsk. rørsukker
 
PYNT
75 g flormelis
ca. 2 spsk. vand
1-2 spsk. frysetørrede hindbær
 
PRØV OGSÅ: Kanelsnegle med kardemomme
 

Opskrift - sådan laver du luksus-kanelsnegle med marcipanremonce

 
1. Lun mælken. Smuldr gæren, og rør den ud i mælken. Rør halvdelen af melet i, lidt ad gangen. Tilsæt æg, kanel, kardemomme, salt og sukker. Skær smørret i små tern, og rør det i. Tilsæt resten af melet, lidt ad gangen. Ælt dejen, til den er glat og smidig. Lad den hæve tildækket i ca. 30 minutter et lunt sted.
 
2. MARCIPAN-REMONCE: Riv marcipanen fint, og pisk den sammen med smør, farin og kanel. Rul dejen ud med en kagerulle på et meldrysset bord til et rektangel på 25 x 35 cm i en ½ cm’s tykkelse. Smør remonce på i et jævnt lag. Rul dejen stramt sammen, og skær den ud i 14-16 skiver. Sæt sneglene på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad dem efterhæve i 30 minutter.
 
3. PENSLING: Pensl sneglene med sammenpisket æg, og drys et tyndt lag rørsukker ovenpå. Bag sneglene i en 200° varm ovn i 10-12 minutter. Afkøl helt.
 
4. PYNT: Rør flormelis og vand til en tyk glasur. Dekorér kanelsneglene med glasur, og drys med frysetørrede hindbær.
 
TIP: Du kan også lægge kanelsneglene tæt ved siden af hinanden i en springform og bage dem som én stor kage.