Desserter

Jordbærtærte med vaniljecreme

af Mai Knauer 10. februar 2022
Foto: Columbus Leth
Cremefraiche giver en frisk og lækker creme til jordbærtærten med vaniljecreme

DET SKAL DU BRUGE

  • 200 g blødt smør
  • 125 g sukker
  • 300 g hvedemel
  • 1 æg
  • 1 firkantet tærteform, ca. 24 x 24 cm
  • (eller en tærteform på 24 cm i diameter)

VANILJECREME

  • 5 dl cremefraiche 38 %
  • 50 g flormelis
  • korn af 1 vaniljestang
  • saft af ¼ citron

PYNT

  • 500 g friske jordbær

Opskrift - sådan laver du jordbærtærte med vaniljecreme

 

1. Rør smør, sukker, mel og æg sammen i en foodprocessor til en fast dej. Lad dejen hvile tildækket på køl i 1 time.

 

2. Rul dejen ud med en kagerulle på et meldrysset bord. Beklæd tærteformen med bagepapir, og læg dejen i formen, så den dækker formens bund og indvendige kanter. Prik huller i dejen med en gaffel, og bag den i en 200° varm ovn i 15-20 minutter. Lad den køle helt af.

 

3. Vaniljecreme: Pisk cremefraiche sammen med flormelis, vaniljekorn og citronsaft til en stiv masse, og fordel vaniljecremen oven på den afkølede bund.

 

4. Pynt: Rens jordbærrene, og fordel dem oven på kagen.

 

PRØV OGSÅ: Citrontærte med marengs