Havreskåle med ribsmousse og æble (12 stk)
INGREDIENSER
HAVRESKÅLE
125 g smør
60 g havregryn
130 g hvedemel
50 g sukker
12 metal-muffinforme
ÆBLEFYLD
2 store, syrlige madæbler
korn af ½ polynesisk vaniljestang
50 g sukker
saft af ½ citron
1 dl vand
RIBSMOUSSE
4 blade husblas
korn af ½ polynesisk vaniljestang
50 g sukker
150 g ribs, frosne eller friske
4 dl piskefløde
PYNT
1 pasteuriseret æggehvide
100 g flormelis
friske ribs
Opskrift - sådan laver du havreskåle med ribsmousse og æble
1. Havreskåle: Rør smør, havregryn, mel og sukker sammen. Fordel dejen i de 12 forme, og tryk dejen ud til kanten. Prik bundene med en gaffel, og bag dem i ovnen ved 200° i 10-12 minutter. Afkøl i formene.
2. Æblefyld: Skræl æblerne, og skær dem i mundrette stykker uden kernehus. Kom æbler, vaniljekorn, sukker, citronsaft og vand op i en lille gryde, og lad det simre et par minutter. Der skal stadig være bid i æblerne. Sigt væden fra, og lad æblerne køle af. Fordel æblefyldet i havreskålene.
3. Ribsmousse: Udblød husblassen i rigeligt koldt vand i 15 minutter. Mas vaniljekorn sammen med en smule af sukkeret. Kog ribs, sukker, vaniljesukker og vaniljebælg i 10 minutter. Fjern vaniljebælgen. Blend og sigt ribsmassen. Lad ribssiruppen køle af til ca. 50°. Vrid husblassen for vand, og rør husblassen ud i siruppen, til den er smeltet. Pisk fløden til let skum, og vend ¼ af skummet i ribs-siruppen. Rør godt rundt. Vend ribsfløden over i det resterende flødeskum, og vend det forsigtigt sammen. Sæt moussen på køl i 30 minutter. Fyld ribsmoussen i en sprøjtepose, og fordel den over æblerne i havreskålene. Sæt kagerne på køl, til moussen har sat sig – ca. et par timer.
4. Pynt: Pisk æggehviden let, til den skummer, og tilsæt flormelis lidt efter lidt. Pisk, til glasuren er sej og trækker toppe. Pynt havrekagerne med friske ribs og glasurtoppe.
PRØV OGSÅ: Jordbærtærte med mandelcreme og ribs