fastelavnsboller
Desserter

Fastelavnsboller med hindbær og marcipan

Dejlige fastelavnsboller med marcipan og hindbærfyld. Pynt dem med glasur og tøset krymmel, eller drys med flormelis. De smager bedst, samme dag de er bagt, men kan fryses (bedst uden pynt)

12 stk. fastelavnsboller

300 g økologisk hvedemel
1 nip salt
2 spsk. sukker
100 g koldt smør
1 dl mælk
2 spsk. cremefraiche 9 eller 18 %
40 g gær
1 sammenpisket æg
evt. æg til pensling
 

Fyld til fastelavnsboller:

75 g blødt smør
75 g groftrevet marcipan
60 g flormelis
fast hindbærmarmelade
 

Glasur

1½ dl sigtet flormelis
frugtfarve/hindbærsirup
½-1 spsk. kogende/varmt vand
 

Pynt

"Tøsepynt" eller frysetørrede hindbær
 

Sådan laver du fastelavnsboller:

Start med at lave dejen til dine fastelavnsboller; bland mel, salt og sukker. Skær smørret i små terninger, og smuldr dem helt grynede i melet. Lun mælken til lillefingervarm. Kom cremefraiche i mælken, og rør gæren ud heri. Kom blandingen i melet sammen med ægget, og ælt dejen hurtigt sammen. Lad den hæve under et viskestykke i ca. 1 time.

Ingen fastelavnsboller uden det lækre fyld. Rør smør, marcipan og flormelis sammen til en blød remonce. Ælt dejen let sammen, og rul den ud til en stor firkant. Skær den i 12 stykker. Kom lidt remonce og 1 teskefuld marmelade på hver. Fold dejen til dine fastelavnsboller ind over fyldet, og tryk godt til. Læg dem med sammenføjningen nedad på en plade med bagepapir. Lad dem efterhæve tildækket til dobbelt størrelse.

Pensl med æg, og bag dine fastelavnsboller i en 220° varm ovn i ca. 20 minutter. Pynt med kulørt glasur og drys, når de er kolde.

Prøv også: Fastelavnsboller med remonce og syltetøj >>

Læs mere om: