Dutch pancake med hindbær-timian-sorbet
Desserter

Dutch pancake med hindbær-timian-sorbet

Her er vi ude i en decideret luksusdessert som smager helt fantastisk og er smuk at se på. Her får du opskriften på dutch pancake med hindbær-timian-sorbet

Tid i alt: 2 t
Antal personer: 4

DUTCH PANCAKE

125 g hvedemel
2 æg
1 spsk. sukker
1 knivspids salt
1½ dl sødmælk
20 g smør

HINDBÆR-TIMIAN-SORBET

500 g hindbær evt. fra frost
6 spsk. citrontimian
150 g sukker
1 dl vand
3 spsk. citronsaft
ismaskine

PYNT

evt. citrontimian
evt. spiselige blomster

Opskrift - sådan laver du dutch pancake med hindbær-timian-sorbet

Tid: 1-2 timer (afhængig af din ismaskine)
 
1. Hindbær-timian-sorbet: Blend hindbær og citrontimian til en ensartet masse, og passér det igennem en sigte, så rester af kerner og stængler bliver siet fra. Kog vand og sukker op, til sukkeret er smeltet, og rør det sammen med hindbærblandingen. Smag til med citronsaft, og lad det køle helt af, før du kører det til sorbet på en ismaskine.
 
2. Dutch Pancake: Rør mel, æg, sukker, salt og mælk sammen, og lad det trække i 10 minutter. Tænd ovnen på 225°. Varm en pande op, som også kan tåle at komme i ovnen. Smelt smørret på panden, og hæld al pandekage­dejen i. Bag pandekagen i ovnen i ca. 15 minutter, til den er gylden og fint hævet op. Servér den lun med hindbær-timian-sorbet og friske hindbær. Pynt evt. med frisk timian og blomster.