Desserter

Citronmazarin med blåbær

Du kunne også kalde denne mazarinkage med citroncreme og syrlige blåbær for en luksus-udgave af citronmånen – bare meget bedre. Jeg har bagt dem i nogle rigtig gode papforme, så kagen er lige til at tage med, eller de kan fryses i formen

Citronmazarin med blåbær

(2 stk. bagt i ottekantede forme (Schur-papforme fra Kvickly) eller brug 1 lille bradepande)

INGREDIENSER
200 g blødt smør
160 g lyst rørsukker
fintrevet skal af 1 økocitron
150 g revet marcipan
3 store æg (delt i blommer og hvider)
150 g sigtet hvedemel
2 tsk. vaniljesukker
1½ tsk. bagepulver
saft af 1 citron

Citroncreme
3 spsk. blødt smør
2-2½ dl sigtet flormelis
et par dråber citronsaft
ca. 200 g friske blåbær

Opskrift - sådan laver du citronmazarin med blåbær

1. Rør eller pisk smør, rørsukker og revet citronskal lyst og let. Riv marcipanen, og rør den i. Del æggene i blommer og hvider. Tag halvdelen af hviderne fra, og pisk dem helt stive. Pisk blommerne og resten af hviderne i smør-sukker-blandingen lidt ad gangen. Det gøres bedst med en elpisker. Bland mel, vanilje og bagepulver, og vend det i dejen med lette tag. Vend til sidst citronsaft og de piskede hvider i. Kom dejen i smurte forme, så det går knap til kanten. Bag dem på midterste rille i ca. 40 minutter ved 180° (mærk med en nål, at dejen ikke hænger ved).

2. Lad dem køle helt af i formen.

3. Pisk smør og flormelis med citronsaft til en blød smørcreme. Fordel den på kagerne, og drys blåbær over (er du til meget smørcreme, kan du lave lidt ekstra). Kagerne kan fryses (bedst uden creme og bær).

PRØV OGSÅ

Tiramisu med citron og chokolade - få opskriften her

Muffins med hvid chokolade og citron - få opskriften her

Læs mere om: