Chokolade-eclair med lys choko-kaffe-creme
Tid: 45 minutter. Bagetid: 30-40 minutter. Hviletid: Mindst 4 timer, gerne natten over
Antal: 10-12 stk.
DET SKAL DU BRUGE
100 g mælkechokolade
140 ml piskefløde
1 spsk. friskbrygget espresso eller stærk kaffe
1 sprøjtepose med lille rund tylle
KAKAOVANDBAKKELSER
1½ dl vand
60 g smør
1 spsk. sukker
1 knsp. salt
70 g hvedemel
10 g kakaopulver
2 store æg
1 sprøjtepose med stor stjernetylle
CHOKOLADE-GLAZE
100 g mørk chokolade
1 dl piskefløde
20 g glukosesirup
PRØV OGSÅ: Skift chokolade-eclair ud med disse fantastiske eclairs med mokka
Opskrift - sådan laver du chokolade-eclair med lys choko-kaffe-creme
1. Hak chokoladen fint, og hæld den i en skål. Bring forsigtigt fløden i kog, og hæld den over chokoladen. Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, til massen samler sig og bliver blank. Smag til med espresso. Stil cremen i køleskabet i mindst 4 timer.
2. KAKAOVANDBAKKELSER: Bring vand, smør, sukker og salt i kog i en gryde. Tag gryden af varmen, og tilsæt mel og kakao. Rør rundt, til dejen slipper gryde og ske. Sæt gryden tilbage på lav varme, og varm dejen i 1 minut under omrøring. Hæld dejen i en skål, og lad den køle lidt af. Pisk æggene sammen, og rør dem i lidt efter lidt, til dejen er ensartet og elastisk. Tænd ovnen på 175°. Fyld dejen i en sprøjtepose med stor stjernetylle, og sprøjt stænger på ca. 12 cm ud på en bageplade med bagepapir. Bag kagerne i 30-40 minutter. Undlad at åbne ovndøren undervejs. Pisk mælkechokoladecremen forsigtigt op, og fyld den i en sprøjtepose med lille rund tylle. Lav et par små huller i bunden af hver eclair, og sprøjt cremen ind igennem dem.
3. CHOKOLADE-GLAZE: Hak chokoladen fint, og hæld den i en skål. Bring fløden i kog, og hæld den over chokoladen. Rør rundt i midten af skålen, til glazen er blank. Rør glukosesirup i. Dyp oversiden af kagerne i chokolade-glaze, og servér.
PRØV OGSÅ: Frisk og lækker hindbær-eclair
