Desserter

Cheesecake med lakrids, rabarber og jordbær

Rabarber og jordbær i skøn kombi i cheesecake. Og er du ikke så vild med lakrids, kan du kan sagtens give ostefyldet en anden smag. Brug f.eks. frysetørret kaffe eller vaniljepulver.

Cheesecake med lakrids, rabarber og jordbær til 8 personer

Tid: 35 minutter. Ovntid: 15-20 minutter. Køletid: Mindst 4 timer.
 
DET SKAL DU BRUGE TIL CHEESECAKE
 
RABARBERKOMPOT
200 g rabarber
60 g rørsukker
 
KIKSEBUND
250 g kiks, f.eks. Digestive-kiks
125 g smør
1 firkantet bageform eller 1 springform 
(20 cm i diameter)
 
OSTEFYLD MED LAKRIDS
4 blade husblas
400 g flødeost naturel
1 dåse sødet kondenseret mælk, 397 g
3-4 tsk. lakridspulver, f.eks. Johan Bülow-lakridspulver
½ dl mælk
saft af 2 citroner
 
TIL SERVERING
200 g jordbær
 

Opskrift - sådan laver du cheesecake med lakrids, rabarber og jordbær

 
1. Rabarberkompot: Tænd ovnen på 150°. Rens rabarberne, og skær dem i små stykker. Vend dem med sukker, og fordel dem i et ovnfad beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen i 15-20 minutter, og afkøl.
 
2. Kiksebund: Blend kiksene til fine krummer i en foodprocessor. Bland krummerne godt med smeltet smør. Tryk blandingen godt sammen i bunden af bageformen.
 
3. Ostefyld med lakrids: Læg husblassen i en skål med koldt vand i 10 minutter. Pisk flødeost, kondenseret mælk og lakridspulver sammen til en let creme. Varm mælken op i en lille gryde til lige under kogepunktet. Tag husblassen op af udblødningsvandet, og smelt den i mælken. Pisk mælken i ostecremen, og pisk citronsaften i til sidst. Hæld ostecremen over kiksebunden i formen, dæk formen med husholdningsfilm, og sæt den på køl i mindst 4 timer.
 
4. Servering: Rens og halvér jordbærrene. Top cheesecaken med rabarberkompot og jordbær.
 
PRØV OGSÅ: Rabarberkage med marengslåg