
Desserter
Brændte nødder med kanel
11. december 2017af Maja Ambeck Vase
Foto: Columbus Leth
Brændte mandler hører julen til, men andre typer nødder er også lækre at bruge. Her er det mandler, hasselnødder og cashewnødder, der bliver vendt med kanelkaramel. Her får du opskriften på brændte nødder med kanel
Brændte nødder med kanel
Tid: 40 minutter.
Antal personer: 4.
DET SKAL DU BRUGE
50 g mandler
50 g hasselnødder
50 g cashewnødder
150 g sukker
2 tsk. stødt kanel
½ dl vand
1. Skold og smut mandlerne, og lad dem tørre.
2. Fordel hasselnødder på den ene halvdel af en bageplade med bagepapir, og fordel cashewnødder og de smuttede mandler på den anden halvdel.
3. Rist alle nødderne gyldne i en 200° varm ovn i 5-10 minutter. Gnub skallerne af hasselnødderne i et rent viskestykke. Bring alle nødder, sukker, kanel og vand i kog i en gryde. Lad det koge ved middel varme under omrøring, indtil vandet er fordampet, og sukkeret er hvidt og tørt. Skru ned for varmen, og rør fortsat rundt i nødderne, til sukkeret er smeltet og karamelbrunt. Vend nødderne ud på et stykke bagepapir. Afkøl helt.
TIP: Pak de kanelkrydrede brændte nødder ind i små folieposer, luk dem med en fin stofsnor, og forær dem som en spiselig værtindegave.