Vikingegryde med rodfrugtmos
Aftensmad

Vikingegryde med rodfrugtmos

af Emma Martiny 26. marts 2020
Foto: Winnie Methmann
En vikingegryde med gods i, der giver energi til dagens udfordringer. Bliver der rester tilovers, smager de skønt dagen derpå. Her får du opskriften på vikingegryde med rodfrugtmos.
4 personer

DET SKAL DU BRUGE

  • 150 g bacon i et helt stykke
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 250 g champignoner
  • 1 squash
  • 200 g wienerpølser
  • 400 g svinekød i tern
  • 1 spsk. smør
  • 1 spsk. sød paprika
  • 1 tsk. røget paprika
  • Salt og peber
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 70 g koncentreret tomatpuré
  • 1 dl piskefløde
  • 4 dl grøntsagsbouillon

Rodfrugtmos:

  • 500 g kartofler
  • 250 g søde kartofler
  • 250 g pastinakker
  • 20 g smør
  • 1 dl mælk
  • Salt og peber

Til servering:

  • Bredbladet persille

 

Opskrift - sådan laver du vikingegryde med rodfrugtmos

  1. Skær bacon i tern, og steg dem let sprøde i bunden af en tør gryde.
  2. Pil og hak løg. Pil og pres hvidløg. Lad løg og hvidløg stege med i gryden.
  3. Rens champignoner, og skær dem i skiver. Lad champignonerne stege med i gryden, til de begynder at blive gyldne.
  4. Skyl squash, riv den groft, og tilsæt det til gryden. Lad det stege, til den revne squash falder sammen og begynder at tage farve. Tag alle grøntsagerne op af gryden.
  5. Skær wienerpølserne i grove stykker, og svits dem og svinekødet i smør i gryden.
  6. Tilsæt de 2 slags paprika, salt og peber, og steg et par minutter.
  7. Hæld alle grøntsagerne tilbage i gryden. Tilsæt hakkede tomater, tomatpuré, fløde og bouillon, og lad retten simre i 30 minutter.

 

RODFRUGTSMOS

  1. Skræl kartofler og rodfrugter, og skær dem i grove tern. Kog dem i usaltet vand i 20 minutter i en gryde, til de er møre.
  2. Hæld vandet fra gryden. Mos kartofler og rodfrugter.
  3. Tilsæt smør og lunet mælk undervejs. Smag til med salt og peber. Servér til vikingegryden med frisk persille.

 

Andre lækre opskrifter