fladbrød
Aftensmad

Toppede fladbrød med avocado og halloumi

16. marts 2017
af Emma Martiny
Foto: Nina Malling,skovdalnordic.com
Smukke og vanvittigt lækre fladbrød, der kan trylles frem i et snuptag. Gem lidt hummus til torsdag. Her får du opskriften på toppede fladbrød med avocado og halloumi

Toppede fladbrød med avocado og halloumi 

Tid: 15 minutter. Ovntid: 3 minutter

Antal personer: 4

 

DET SKAL DU BRUGE

2 spsk. sesamfrø, gerne sorte

kerner af ½ granatæble

250 g halloumi eller grillost

lidt olie til stegning

4 arabiske fladbrød

2 modne avocadoer

 

 

HUMMUS

2 dåser kikærter

½ dl tahin (sesampasta)

2 spsk. olivenolie

saft af 1 citron

3-4 fed hvidløg

3 tsk. stødt spidskommen

salt

1 dl vand

 

PRØV OGSÅ: Pizza på fladbrød med græskarsauce og italiensk pølse

 

Opskrift - sådan laver du toppede fladbrød med avocado og halloumi 

 

1. HUMMUS: Hæld vandet fra kikærterne, og skyl dem. Blend kikærter, tahin, olie, citronsaft, pressede hvidløg, spidskommen og salt i en foodprocessor eller minihakker. Tilsæt gradvist vand, indtil du opnår en cremet konsistens. Smag hummussen til. Gem ca. ¹/₃ af hummussen til torsdagens opskrift.

 

2. Tænd ovnen på 150°. Rist sesamfrøene på en tør pande, og hæld dem over på en lille tallerken. Pil de saftige kerner ud af granatæblet, og fjern de bitre hvide hinder. Skær halloumi i skiver, og steg dem på begge sider i olie på en pande, indtil overfladen er gylden. Lun ganske kort fladbrødene i ovnen, uden at de bliver sprøde, og smør dem derefter med et godt lag hummus. Skær avocado i skiver, og anret dem på fladbrødene sammen med halloumi. Drys med granatæblekerner og sesamfrø, og servér straks.

 

TIP: I stedet for arabiske fladbrød kan du bruge tortilla-wraps eller flækkede pitabrød.