Opskrift på små tærter med græskar, feta og bacon
Aftensmad

Små tærter med græskar, feta og bacon

af Camilla Biesbjerg Markussen 14. november 2019
Foto: Columbus Leth
Græskar har en let sødlig smag, som går godt i spænd med den salte bacon og feta. Her får du opskriften på små tærter med græskar, feta og bacon.
50 min 4 personer

DET SKAL DU BRUGE

  • 1 pakke fersk tærtedej
  • 1 butternutsquash
  • 1 løg
  • 50 g frisk grønkål
  • 100 g bacon
  • 1 spsk. olivenolie til stegning
  • 1 tsk. tørret rosmarin
  • Salt og peber
  • 100 g feta
  • 4 æg
  • 1 dl cremefraiche 18 %
  • 4 små tærteforme, Ø 10 cm

Til servering:

  • ½ potte frisk timian

Opskrift – sådan laver du små tærter med græskar, feta og bacon

Tænd ovnen på 180°. Rul tærtedejen ud, og læg den i 4 små tærteforme. Sæt tærterne på køl, mens du laver fyldet.

Halvér butternutsquashen, og fjern kernerne med en ske. Skær skrællen af med en skarp kniv, og skær græskarkødet i mundrette tern. Pil og hak løget fint. Skyl grønkål, og hak den groft. Skær bacon i tern.

Steg bacon i olie på en pande i et par minutter, til det begynder at tage en smule farve. Tilsæt græskartern og løg, og steg videre, til græskarternene er næsten møre. Tilsæt grønkål, og steg i 1-2 minutter, til kålen falder let sammen. Krydr med rosmarin, salt og peber. Tag panden af varmen, og vend smuldret feta i blandingen.

Pisk æg og cremefraiche sammen i en skål, og krydr let med salt og peber. Fordel græskarblandingen i tærteformene, og hæld æggemassen over. Bag tærterne i ovnen i 20-25 minutter, til fyldet er fast.

Servering:Servér tærterne varme eller lune, og pynt med frisk timian.

Tip:Tærten kan også laves i en stor tærteform, Ø 24-26 cm.

 

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Frisk pasta med græskar, grønkål og parmesan – få opskriften her

Tirsdag: Kyllingelår med rød waldorfsalat – få opskriften her

Onsdag: Glaseret laks med ris, grønkål og avocado – få opskriften her

Fredag: Farsbrød med æbler, svesker og kålsalat – få opskriften her